Er woke død?
Siden Donald Trumps genvalg har artikler om døden for ”woke” og ”wokeisme” fyldt i medierne – bl.a. bringer mediet Zetland en serie om hvad der kommer efter ”wokeismen”.
Men hvad taler vi egentlig om, når vi enten fejrer, forsvarer, underspiller eller udskammer ”woke”? Og kommer nogen til at savne ”woke”, hvis det forsvinder?
Woke begyndte som politisk metafor i 1940ernes USA, hvor man blandt sorte borgerrettighedsakvitister brugte vendingen ”at vågne” (to wake up) eller ”forblive vågen” (stay woke) og dermed opmærksom på ulighed og uretfærdighed. Woke blev altså brugt internt i en minoritetsgruppe for at minde hinanden om ikke at miste fokus på den diskrimination, som måske ellers er usynlig. I forbindelse med Black Lives Matter-demonstrationerne i 2014 fik udtrykket ny aktualitet, og et par år senere gik det fra indforstået slang til mainstream – og fik endda stor international udbredelse.
”Woke” er ikke en ideologi
Da ”woke” for alvor ankom til Danmark i slutningen af 2010erne havde det allerede fået en sarkastisk eller kritisk medbetydning. Det bruges her i landet faktisk sjældent af folk om deres egen position. ”Woke” bliver derimod brugt som et stempel, man kan påføre argumenter og kritikpunkter af uretfærdighed i samfundet. Det samme skete med udtrykket ”politisk korrekt” i 1990erne, der blev det konservative USA’s foretrukne skældsord.
Selv Putin kan kaldes ”woke”
Mange enkeltstående samfundsproblemer, politiske bevægelser og sociale emner kan med elastiske udtryk som ”woke” eller ”politisk korrekthed” smides i samme gryde.
Og det tillader en bekvemt at afvise hele bunken som irrelevant, overdrevet, overfølsomt eller farligt. (Forleden kaldte en amerikansk senator den russiske præsident Putin for ”woke” – det siger noget om, hvor lidt indhold begrebet nu har.)
Så er ”woke” død?
Man kan næsten håbe på, at ”woke” som generisk gummistempel på aktivisme eller progressiv politik er et overstået kapitel. Og at man i stedet kan bruge tingenes rigtige navn, hvis man vil
diskutere dem.
I USA har den nye regering sat stort ind på at stoppe mangfoldigheds- og ligestillingstiltag, og transkønnedes rettigheder er under et uhørt hårdt angreb. Der er ingen tvivl om, at Trump og den konservative bevægelse drømmer at aflive hele mangfoldighedssdagordenen. Der er heldigvis mange i USA, der sætter sig i mod – og vi kan alle sammen hjælpes ad med at forhindre et backlash her i Danmark.