Regnbuens helte podcast ep. 2

Ep. 2: De vilde unge tager over og bevægelsen springer ud – med Jytte Larsen og Lotte Eriksen

Bryd ikke sammen, bryd ud! Sådan lød et af Lesbisk Bevægelses slagkraftige slogans. I denne episode skal vi møde to af de kvinder, der var med til at revolutionere homobevægelsen i 1970erne.

Lotte Eriksen og historiker Jytte Larsen fortæller om først at være unge lesbiske i 1960’erne – en tid med fortielser, skam og vilde fester bag lukkede døre – inden de begge kommer med i den separatistiske aktivistgruppe Lesbisk Bevægelse. Det var slut med at dukke nakken og leve diskret – de unge vilde i 1970erne ville rive hele systemet fra hinanden og forme et nyt. Kan vi lære noget af den radikale tilgang i dag?

Regnbuens Helte er skabt med støtte fra Dansk Tennis Fond.

Podcasten er produceret af The Lake Radio for LGBT+ Danmark og tilrettelagt af Louise Esbensen, Uffe Paulsen og Mikkel Kaul Kristensen
Original musik af Timmy Olivia Thyge Johansen.

MEDVIRKENDE:

Jytte Larsen (t.v.) (f. 1943) er pensioneret redaktør og forskningsbibliotekar. Hun er cand.mag. i dansk og historie og var fra 1982 – 1996 ansat på KVINFO. Hun har arbejdet med køns- og ligestillingsproblemer i mange forskellige sammenhænge, herunder som konsulent for Danida og i EU.

Lotte Eriksen (t.h.) (f. 1948) er pensioneret DJ og afdelingsleder for Ludomani behandling i Frederiksberg og medstifter af den feministiske forening Lesbisk Bevægelse (grundlagt i 1974). Hun var også aktivist i både Forbundet af 1948 (nu LGBT+ Danmark) og aktiv i Rødstrømpebevægelsen fra 1971. Derudover er hun også en af Pernille Ipsens 7 mødre i bogen “Et åbent øjeblik. Da mine mødre gjorde noget nyt” (2020).

Jytte Larsen og Lotte Eriksen

Lesbisk Bevægelse demonstration

Fra demonstration i Lesbisk Bevægelse i 1976

Forside på bladet Kvinder Kvinder 1975,1977 og 1978

Forsider på Lesbisk Bevægelses blad 'Kvinder Kvinder'

Illustration fra bladet Kvinder Kvinder

Illustration fra Lesbisk Bevægelses blad 'Kvinder Kvinder'

Bøssernes Befrielsesfront besætter toiletter

Bøssernes Befrielsesfront besætter toiletter, aktion i 1985

Bøssernes Befrielsesfront, happening 1985

Medlemmer af Bøssernes Befrielsesfront laver gadeteater, Esbjerg 1977

Alt det vi ikke kom omkring….

I denne episode talte vi om 1970’erne og Lesbisk Bevægelse ud fra Jytte Larsen og Lotte Eriksens egne oplevelser fra tiden. Der var naturligvis en masse andet, vi ikke fik plads til! Her anbefaler vi, hvor du kan dykke ned i alt det andet, som også skete.

Alle bøger kan selvfølgelig læses og lånes på foreningens eget bibliotek.

Mere om Lesbisk Bevægelse

Pernille Ipsen har med bogen Et åbent øjeblik – Da mine mødre gjorde noget nyt, 2020 interviewet hendes 7 mødre, herunder Lotte Eriksen, om Rødstrømpebevægelsen, Femølejren, Lesbisk Bevægelse og meget andet.

Du kan også komme helt tæt på kilderne og læse alle udgaver af Lesbisk Bevægelses blad ‘Kvinder Kvinder’, som vi har digitaliseret.

Bøssernes Befrielsesfront

Som aktivistisk “veninde”-gruppe til Lesbisk Bevægelse blev gruppen Bøssernes Befrielsesfront også etableret i 1970’erne. Du kan læse mere generelt om deres virke i på Lex: Bøssernes Befrielsesfront, 1971-ca. 1984 og Sven Omanns egne erindringer derfra Bøssernes Befrielsesfront og kampen mod Danseforbuddet, 1973.

1970’ernes dokumentarer om homoseksuelle og ‘homofile’

Danmark på Film har digitaliseret Christian Hartkopp: Følelserne er de samme og Peter Ringgaard: Homofile begge fra 1972.

Om Regnbuens Helte

Regnbuens Helte er alle de LGBT+ personer, vi står på skuldrene af i dag. Både de modige frontkæmpere og de mange, der med deres hverdagsliv på tværs af normer, konventioner (og nogle gange lovgivning) har skabt mere rum for os andre.

Med samtalepodcasten Regnbuens Helte går LGBT+ Danmark på opdagelse i den fantastiske historie om, hvordan Danmark endte med at blive verdensførende på LGBT+ rettigheder. En historie som alt for få kender, for det skete ikke af sig selv. Det skete heller ikke altid med majoritetens opbakning og det var sjældent uden personlige omkostninger, for dem der tog kampen. Deres historier må vi huske.

Vi giver ordet til eksperter og fortidens aktivister for at finde svar på, hvordan deres drømme om frihed blev til vores virkelighed.

Samtalepodcasten udkommer i første omgang med fire afsnit i efteråret 2025, mens temaet Regnbuens Helte fortsætter løbende med forskellige portrætter og videoer.