DIN PRIDE GUIDE 2026
Find dine regnbueflag frem, få dit festligste tøj ud af skabet og gør dig klar til en rundtur til de danske prides 2026. Her på siden har vi samlet datoerne for alle prides i Danmark – og nogle af vores nabolande.
Du kan igen i 2026 opleve prides over hele landet. Der er pride-arrangementer for dig, der er til de helt store parader med en hel uges musik og debat men også til dig, der er til de lidt mindre prides, hvor møderne og samtalerne i det lokale LGBT+ miljø er mere centralt. I en tid hvor LGBT+ rettigheder presses flere steder i verden, glæder det os i LGBT+ Danmark, at ildsjæle over hele landet stadig holder regnbuefanen højt i deres lokale miljøer og forsætter deres pride-traditioner igen i år. Endda har flere af prides har udvidet deres programmer over flere dage. Vi har brug for prides for at kunne samles og styrke vores fælles bevægelse mod en mere mangfoldig og retfærdig verden. Så vi håber, alle LGBT+ personer og allierede vil deltage eller støtte deres nærmeste pride på andre måder.
Kender du din pride-historie?
Den 27. juni i 1971 mødtes en stor gruppe LGBT+ personer i Danmark på strøget med skilte og taler for at demonstrere. Det var landets første pride, og det var præcis to år efter Stonewall i New York 1969. I de følgende år arrangerede Forbundet af 1948, som vi hed dengang, pride i hovedstaden sammen med græsrodsbevægelser som Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse. Det skete i mange år i Fælledparken i København. Copenhagen Pride blev stiftet i 1996 og blev også her adskilt fra LGBT+ Danmark, da København var Europæisk Kulturby og hjemsted for årets Europride. Siden da har Copenhagen Pride været en stor årlig begivenhed, som har inspireret mange flere byer og lokale LGBT+ aktivister ude i landet til at afholde egne lokale prides.
Kender du til en pride, som ikke er kommet med i oversigten her, er du meget velkommen til at sende os et tip på .
PRIDES I DANMARK 2026
16. maj: Odense Pride
Den første pride parade i Danmark løber af stablen i Odense d. 16. maj. Det er byens sjette pride. Der vil være boder, kunstnere, talere, musik, og naturligvis paraden, som går gennem byens gader. Du kan finde mere information om programmet på deres hjemmeside eller på deres Facebookside.
25.-30. maj: Aarhus Pride
Aarhus Pride inviterer i år til flere dages pridefejring – og fra den 25. maj begynder fejringen af mangfoldighed. Der er en gående parade, som lørdag 30. maj kl. 12 samles i Rådhusparken kl. 12. Aarhus Pride byder også i løbet af året ind til andre gode arrangementer for LGBT+ miljøet. Se mere her på deres hjemmeside eller Facebookside.
14. juni: Kalundborg Pride / Kærlighedsfestivalen
I år er tredje år at Kalundborg Pride går gennem byens gader. De har i år sammen med Kalundborg Biblioteker annonceret endnu en pride – som sidste år gentager de titlen Kærlighedsfestivalen. Følg med på Kalundborg Bibliotekers hjemmeside for mere information, eller kom direkte i kontakt med arrangørerne via deres facebookgruppe.
27. juni: Samsø Landsby Pride
Samsø Queer Sammenslutning holder pride på Samsø denne sommer. Følg med på Facebooksiden, hvor de løbende fortæller nærmere om, hvad der skal ske til øens pridefejring!
4. juli: Randers Pride
For fjerde år byder Randers ind til pride d. 4. juli. Programmet, som holder til på Jens Otto Krags Plads er stadig i gang med at blive stykket sammen, så følg med på Randers Prides Facebookside her.
4. juli: Esbjerg WAVE Pride
Sammen med Esbjerg Wave SPEQTRUM sætter Esbjerg WAVE Pride i år gang i byens gader d. 4. juli. Man kan deltage i paraden eller komme som tilskuer. Paraden starter i I.C. Møllerparken og slutter af på Torvet i Esbjerg til en dag pakket med musik og underholdning for alle aldre. Du kan holde dig opdateret omkring Esbjerg Pride på Facebooksiden her.
11. juli: Aalborg Pride
Aalborg Pride kommer traditionen tro til at pryde gaderne med regnbueflag – dette år bliver det d. 11. juli. Følg med på deres hjemmeside og Facebookside, hvor de løbende opdaterer pridens program.
13. juli: Skagen / Grenen Pride
Danmarks nordligste pride er tilbage og klar til at fylde gaderne med kærlighed. De opdaterer løbende deres profiler på Instragram og Facebook med info og program for dagen.
1. august: Holbæk Pride
Holbæk Pride afholdes i år d. 1. august med masser af god musik og dans. Følg med på Holbæk Prides hjemmeside, Instagram eller Facebook, hvor de også inviterer til andre lokale regbueevents.
1. august: Kolding Pride
Endnu engang indtages Kolding af stolte LGBT+ koldingensere til Kolding Pride. Programmet vil blive offentliggjort på Kolding Prides Facebookside og Instagramprofil. I løbet af året inviterer Kolding Pride også på andre sociale arrangementer så som Bingo, Cafe og litteraturaftner – så husk at følge med hele året rundt!
8.-16. august: Copenhagen Pride
Igen i år byder Copenhagen Pride på en hel uges pride med et tætpakket program fyldt med events, talks, koncerter, performances og fest på Rådhuspladsen i København. Paraden går lørdag d. 15. august fra Frederiksberg Rådhus og ind til Pride Square på Københavns Rådhusplads. Du kan følge med og læse mere om Copenhagen Pride på deres hjemmeside www.copenhagenpride.dk eller deres Facebookside.
8.-14. august: Alternative Pride
Efter to gode år kommer Alternative Pride tilbage igen i år på Onkel Dannys Plads, Vesterbro i København. De har endnu ikke offentliggjort datoer, men hvis de følger de sidste års planer, kan man regne med at programmet løber fra d. 8.-14. august. Programmet for Alternative Pride offentliggøres senere på Onkel Dannys Plads.
13.-15. august: Fluid Festival
Fluid Festival er ikke en typisk pride. Det er en festival, der hylder kvinder, genderqueer og og nonbinære i tre dage, hvor alle er velkomne. Fluid finder igen i år sted på Frue Plads som sædvanlig med masser af musik, debatter og godnatfilm. På scenen er det kvindelige LBT+ personer, gender queers og non-binære kunstnere, der får mikrofonen, fordi denne gruppe er markant underrepræsenteret på den danske og den internationale musikscene. Følg med når programmet offentliggøres her.
17.-22. august: Sønderborg Pride
Sønderborg Pride inviterer igen i år til en helt uge i Sønderborg med forskellige pride events. Meget af ugens program er allerede offentliggjort og du finder det på deres Facebookside, Instagramprofil og hjemmeside. Her finder du også en masse andre spændende events, som foreningen laver hele året rundt.
17.-22. august: Horsens Pride
Horsens Pride vender stærkt tilbage i år med en hel uges program afsluttet med parade d. 22. august. Paraden starter igen i år i Vitus Beringsparken, hvor der er mulighed for at blive pyntet med glimmer, inden paraden starter. Derefter er der parade, sceneshow, boder og musik. Du kan læse mere om Horsens Pride her.
18.-22. august: Pride Bornholm
Priden på Bornholm har i år fået vokseværk vil under temaet “Island of Love” fejre pride flere steder på øen som lørdag 22. august kulminerer i øens prideparade. Det frivillige fællesskab under LGBT+ Danmark Fria Faula, som på bornholmsk betyder frie fugle, har taget initiativet til øens pride fejring. Programmet er så småt ved at være rullet ud, og du kan følge med på deres Facebookprofil og på Instagram.
22. august: Viborg Pride
Viborg Pride er igen i år klar til at fejre pride i byens gader. Programmet er endnu ikke offentliggjort, men vi glæder os! Du kan følge med hos Viborg Pride her eller på deres Instagramprofil, hvor de også deler andre sociale events, som de holder i løbet af året.
29. august: Regnbuedag i Odsherred
I år gentager Under Regnbuen Odsherred deres Regnbuedag – denne gang d. 29. august. De vil igen i år præsentere et mangfoldigt program med festlige elementer, som du kan være med i! Du finder deres program på deres hjemmeside, Instagram eller Facebook, som bliver opdateret løbende.
7.-12. september: Holstebro Pride
Holstebro Pride er endnu en gang klar til at fejre byens mangfoldighed – denne gang over en uges prideprogram! De starter ugen 7. september og afslutter Danmarks sidste pride for året med fest og parade d. 12. september. Programmet er endnu ikke offentliggjort, men følg med hos Holstebro pride lige her eller på foreningens Facebook– og Instagramprofil.
Prides andre steder i Rigsfællesskabet
Der bliver igen i år fejret prides på både Færøerne og Grønland. I år går de på gaderne i regnbuens tegn følgende dage:
- Nuuk Pride 13. juni
- Faroe Pride i Tórshavn 27. juli
Prides i andre nabolande
Vil du til en pride i vores nærmeste nabolande, så finder du store fejringer i Sverige, Norge og Tyskland følgende sommerdage:
- West Pride Göteborg 9.-15. juni
- Oslo Pride 20.-28. juni
- Malmö Pride 1.-5. juli
- Berlin Pride parade 26. juli
- Hamburg Pride 26. juli-3. august
- Stockholm Pride 28. juli-2. august