Det blev vedtaget 2022-2026

Der var heldigvis mange gode initiativer i løbet af den afgående SMV-regerings regeringstid. Men stiller man skarpt på egentlig lovgivning, kan vedtagelserne tælles på en hånd.

Da SMV-regeringen tiltrådte i efteråret 2022 var det med ambitionen om at træffe ”svære, men fremsynede” beslutninger, og det var ovenikøbet til en start en flertalsregering.

Det har heldigvis ført til mange gode initiativer som den nye LGBT+ handlingsplan eller bekendtgørelsen fra 2024, der fjernede forskelsbehandling ved bloddonation på baggrund af seksualitet og kønsidentitet .

Men kigger man på, hvad der er fremsat og vedtaget af egentlig lovgivning i regeringens 3½-årige levetid, så er der faktisk kun fire konkrete lovændringer på LGBT+ området. Ikke just tegn på en handlekraftig regering når det kommer til lovgivning. Det er også bemærkelsesværdigt, at alle fire lovændringer bakkes op af meget brede flertal. Det ligner altså mere en række sikre, ukontroversielle beslutninger, fremfor de lovede “svære, men fremsynede” beslutninger.

Vi håber en kommende regering har modet til at gennemføre progressiv LGBT+ lovgivning – også selvom det ikke får alle Folketingets partier til at klappe i hænderne.

Lovændringer på LGBT+ området i folketingsperioden 2022-2026

STYRKELSE AF SEKSUALUNDERVISNINGEN PÅ GYMNASIALE UDDANNELSER

L101 gør seksualundervisning obligatorisk på de gymnasiale uddannelser. Det inkluderer også viden om andet end heteroseksualitet.

For: S, V, M, SF, DD, LA, KF, EL, RV, DF og ALT
Hverken for eller imod: NB

BEDRE ARVE-MULIGHEDER FOR SOCIALE FORÆLDRE

L178A sidestiller sociale forældre med juridiske forældre så der trækkes en lavere afgift. Det gælder dog kun i de specifikke tilfælde, hvor den sociale forælder er genetisk beslægtet med barnet.

For: S, V, DD, SF, M, KF, EL, DF, RV, ALT, Jon Stephensen, Mike Villa Fonseca
Imod: LA, Jeppe Søe

ANERKENDELSE AF FORÆLDRESKAB VED SURROGASI FRA BARNETS FØDSEL

L65 smidiggør den juridiske anerkendelse af de tiltænkte forældre både ved brug af udenlandsk surrogasi og altruistisk surrogasi i Danmark. Enhedslisten stemt imod, da partiet ikke mener, at surrogatmødre i udlandet er beskyttet godt nok i loven. Anerkendelse af medfaderskab ligger i forlængelse af et borgerforslag fra 2022.

For: S, V, DD, SF, LA, M, KF, RV, ALT, Jeppe Søe
Imod: EL, DF
Hverken for eller imod: Lars Boje Mathiesen

LOVLIGGØRELSE AF PARTNERÆGDONATION FOR LESBISKE PAR

L52B gør det lovligt for par med to biseksuelle eller lesbiske kvinder kan insemineres med hinandens æg. Man skal dog selv betale for det. Muligheden blev oprindeligt foreslået af Liberal Alliance og Alternativt.

For: S, V, DD, SF, LA, M, EL, RV, ALT, UFG
Imod: KF
Hverken for eller imod: DF