”Den blotte eksistens af en LGBT+ café i centrum af Aalborg gør noget godt for byen”

Foto af interiør i Buens Bogcafé

Café, bøger og nærvær smelter sammen til et fællesskab for det aalborgensiske LGBT+ miljø.

Emma Petersen og Kristine Højen har været venner siden de var 12 år gamle. I 2021 åbnede de Buens Bogcafé i hjertet af Aalborg. En café med mere end 2000 udvalgte LGBT+ titler på hylderne og ”Santa Daddy”-kakao på menukortet.

Da Nordjylland ikke havde nogle faste LGBT+ steder, ville vi gerne lave et sted, hvor det var muligt at komme uforpligtende ind, når man selv havde tid og lyst frem for de faste og lidt snævre tidspunkter, hvor der er foreningsmøder i lånte lokaler”, fortæller Emma om bogcafeens fødsel.

Den første spæde idé voksede fra en frustration over ikke at kunne finde børnebøger med to mødre på biblioteket, hvor Kristine arbejdede. ”Kombineret med vores gay audacity og min stress-ramte røv, der var i karriere-krise, besluttede vi at kombinere en boghandel med en kaffebar”, griner Emma i telefonen. ”Da vi selv boede i og holdt af Aalborg, skulle det naturligvis være dér.”  Og Aalborg har siden taget rigtig godt imod Buens Bogcafé. Særligt det yngre publikum er vilde med cafeen, men der kommer besøgende i alle aldre.

Både lokale stamkunder, studerende, turister og ‘jeg-browser-bare’-bogkunder sætter sig i de hyggelige genbrugsmøbler med en god kop kaffe. Men Emma og Kristine har også investeret i at være mere end bare end boghandel og kaffebar.

Vi vil favne hele regnbuen fra 0-99 år, og vores arrangementer gør det samme. Vi har fremvist kunstporno, holdt børnebogs-foredrag, haft perleplade-aftener, book talks, pop-ups med kunstnere, receptioner, politisk debat, tarot-aften, Magic the Gathering 101 og alt muligt andet.”

Forskellige foreninger fra det aalborgensiske queer-miljø mødes i cafeen og også et par faste grupper: Tirsdags T (for kønsdiverse), Åben Onsdag (for ikke-monogame), Løs på Tråden (strikkeklub) og både en manga-klub og en international klub har fundet et fælles fundament blandt bøgerne.

Ejerne af Buens Bogcafé
Foto af interiør i Buens Bogcafé
Queer karma-kaffe til en fremmed

Buens Bogcafé er lykkedes med at skabe et trygt fællesskab, og det kan mærkes i det nordjyske LGBT+-miljø. Det er nemlig nogle helt særlige kunder, der kommer på besøg. ”De køber karma-kaffe til fremmede, bager småkager til cafeen, hjælper hinanden med spørgsmål og viser deres begejstring for stedet”, fortæller Emma. Og det gør indtryk på de to ejere.

Vi tror på, at den blotte eksistens af en LGBT+ café i centrum af Aalborg gør noget godt for byen. Vi er blevet et sted, hvor man kan komme ind og stille de ’dumme spørgsmål’, finde en informativ bog og nogle gange bare blive mødt med lidt forståelse.”

Emma fortæller, hvordan arbejdslivet mellem hylderne også giver anledning til at være vidne til folks liv, og de forandringer, de gennemgår. ”Vi oplever, at unge mennesker kommer ind og spørger ”Nu er jeg sprunget ud – hvad gør jeg nu?”, og så prøver vi at henvise dem til gode bøger eller arrangementer, de kan deltage i.”

Flere af de faste kunder har stempelkort til kaffe i cafeen, og nogle gange kommer en ind og skal have skrevet nyt navn på kortet. Det er en af de måder Buens Bogcafé kan mærke, at de er lykkes med at skabe et trygt fællesskab. ”Det er et kæmpe privilegie”, understreger Emma.

”Vi har alle brug for fællesskab i dag, mere end nogensinde før.”

Da Buens Bogcafé stadig bare var en god idé, afslørede lidt research fra de to initiativtagere, at bogcafeen ville blive det eneste faste LGBT+ sted i hele Region Nordjylland. Emma pointerer, at vi lever i en ”ensomhedsepidemi”, hvor utroligt mange unge er ensomme, og der er dalende engagement i foreningslivet. Det er heller ingen hemmelighed, at det kan være svært at være LGBT+ person, hvor der ikke er nogen etablerede fællesskaber at mødes og spejle sig i. Derfor har vi spurgt Buens Bogcafé, hvordan man kan være med til at gøre en forskel for LGBT+-personer i sit lokalmiljø, og hvad de selv drømmer om for det fællesskab, de har skabt.

Vi håber, at bogcafeen får lov til at bestå som et rummeligt sted, der kan være rammeskabende for litteratur og god kaffe. Det ærlige svar er ikke mere revolutionært end, at vi gerne vil have et stabilt sted, man ved, også står der i morgen. Vi alle har alle brug for fællesskab i dag, mere end nogensinde før.siger Emma.

Få Buens Bogcafés bedste råd, hvis du også vil være med til at skabe fællesskaber for LGBT+ personer
  • Bidrag til det, som allerede eksisterer. Vi behøver ikke alle sammen opfinde den dybe tallerken.
  • Pas på dig selv. Stabilitet giver mere i det lange løb end en spurt, hvor du brænder ud.
  • Ræk ud til andre, som laver eller har noget lignende, og tag en snak om jeres udfordringer og succeser.
  • Hav tålmodighed med din omverden, og husk at fortælle om det, du laver, så dit lokalmiljø finder ud af, at jeres fællesskab eksisterer.

 

Mød fællesskabet i Buens Bogcafé her ellers læs om LGBT+ Danmarks aktiviteter i dit lokalmiljø lige her.