Axel Axgil var den ubestridte frontløber for homo- og biseksuelle rettigheder i Danmark og grundlagde det, der i dag er en uomgængelig LGBT+-bevægelse. I anledning af 35-året for det første registrerede partnerskab for mennesker af samme køn havde historiker og studielektor Peter Edelberg en kronik i Politiken om hvorfor Danmark og ikke mindst København burde hylde Axgil. Vi har fået lov at bringe teksten herunder.

LGBT+-bevægelsen i Danmark er blevet en magtfaktor. Den netop overståede Pride viser at LGBT+-bevægelsen er noget, magtfulde mennesker forholder sig til. Både prinsesse Marie og dronning Mary har i tidens løb involveret sig i LGBT+-arbejde. Hvor man får 10 år siden kunne få opmærksomhed på at gå med i Priden, kan man nu få opmærksom ved at boycotte den. Uanset hvordan vi vender og drejer den, så er Pride og LGBT+-bevægelsen altså noget man ikke kommer udenom. Hvordan kunne homo- og biseksualitet og transkønnethed gå fra at være det argeste, folk kunne forestille sig, til at være accepterede, måske endda inkluderede, minoriteter?

Under den just overståede Pride annoncerede overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), at vi burde have vejnavne eller offentlige mindesmærker, der mindedes navne fra LGBT+-historien. Hvad med at kigge på pionérerne fra den aktivistiske LGBT+-bevægelse? Hvad med at kigge på grundlæggeren Axel Lundahl Madsen, eller Axel Axgil (1915-2011), som han senere blev kendt som?

Hvad der faktisk skete

Allerede i 2013 foreslog politikere på Rådhuset at det, der i dag hedder Regnbuepladsen, skulle hedde Axel Axgils Plads. Efter en del debat i medierne, blev han erklæret for kontroversiel. Anklagerne mod Axgil gik på at hans mand, Eigil Axgil (1922-1995), havde været på tysk side under krigen, og at de begge blev dømt for omgang med mindreårige i 1955, samt at Axgil havde meldt sig ind i Pædofilgruppen i 1985. Jeg har som den eneste historiker i Danmark faktisk læst begge de herrers straffesager på Rigsarkivet, og kan derfor nu afsløre hvordan det faktisk forholdt sig.

Det vi i dag regner som LGBT+-bevægelsen blev startet som en homoseksuel, eller som de hellere ville kaldes dengang, homofil bevægelse. Axgil startede ’Forbundet af 1948’ (det nuværende LGBT+ Danmark) i Aalborg på Skt. Hans Aften i 1948, og da det rygtedes i medierne at han havde startet en homofil forening, blev han smidt ud af sin lejlighed, fyret fra sit job, ekskluderet fra sit parti og smidt ud af ungdomsbyrådet i Aalborg.

Axel og Helmer – en vigtig forbindelse

Han flyttede til København, og fik faktisk stablet en populær forening på benene, selv om den var ramt af heftige interne kampe fra starten. Inden han kom til København, havde han fået kontakt med direktør Helmer Fogedgaard (1907-2002) fra Rudkøbing. Fogedgaard gik med planer om at starte et blad for homofile, og de aftalte at Axgil skulle være formand for foreningen, og Fogedgaard redaktør for bladet. Det var de to mænd, der blev krumtappen i etableringen af en homofil bevægelse i Danmark.

Bladet var næsten vigtigere end foreningen. Her kunne homo- og biseksuelle i hele landet læse om hvordan man ikke skulle skamme sig længere, men i stedet kræve deres ret til ligestilling og respekt. De kunne se på erotiske billeder af mænd og kvinder. De fik litteratur og kulturtips til bøger, skuespil, o.s.v. De blev informeret om hvad der skete i foreningen, og sidst men ikke mindst var der kontaktannoncer, som den almindelige presse jo ikke ville trykke. Det var altså datidens Grindr, PornHub, LGBT+-kulturmagasin og agitationsblad – pakket ind på 50 nydeligt trykte sider.

Allerede i 1952 måtte Axgil kaste håndklædet i ringen, og gå af som formand for foreningen. De interne stridigheder var blevet for hårde, og andre tog over efter ham. Foreningen skiftede navn til Landsforeningen for Homofile, siden for Bøsser og Lesbiske, og i dag er det som sagt LGBT+ Danmark. Foreningen har været arkitekten bag stort set alle de store milepæle for homo- og biseksuelle i Danmark: Ligestilling i straffeloven (1976), fjernelse fra sygdomslisten (1981), beskyttelse mod hadtale (1987), registeret partnerskab (1989) og siden ægteskab (2012), assisteret reproduktion for lesbiske og enlige kvinder (2006), adoption (2010), og beskyttelse mod diskrimination (2021).

Siden 2008 har foreningen arbejdet for transkønnedes rettigheder, og har været med til at sikre adgang til juridisk kønsskifte (2014), fjernelse fra sygdomslisten (2017) og opløsningen af Sexologisk Kliniks monopol på trans-helse (2017). Samtidig er flere af dem, vi ofte betragter som ’homorettigheder’, i lige høj grad en ligestilling og beskyttelse af transkønnede, for eksempel adgang til partnerskab og ægteskab (før i tiden blev transkønnedes ægteskaber tvangsopløst når de transitionerede) og beskyttelse mod hadtale og diskrimination (1987 og 2021).

Så det burde være let. Navngiv en plads eller gade efter, eller sæt en buste op for, Axel og Helmer. Og når vi er i gang, så tag andre pionérer med, som for eksempel Lis Nancke (1906-1959), der førte bladet videre efter Fogedgaard. Hvad med Christine Jorgensen (1926-1989)? Hun var amerikaner med dansk ophav, og kom til København, hvor hun transitionerede fra mand til kvinde på Rigshospitalet i 1952, og brugte sit liv som skuespiller, sanger og ambassadør for transkønnede. De ville være et nydeligt firkløver, der repræsenterer flere dele af LGBT+-akronymet.

Eigils synder

Ja, vi må jo så kigge på anklagerne, og klarlægge om Axgil har gjort sig uværdig. Den første af anklagerne om at hans mand var på tysk side under krigen, kan næppe tillægges vægt. Ingen har foreslået at Eigil Axgil skulle æres med et gadenavn, og man skal vel ikke dømmes på hvem man elskede. I øvrigt har der været spekulationer fremme om hvorvidt han skulle have været i krig og slået ihjel. Det havde han aldrig. Han meldte sig til Waffen SS, og kom i Schalburgkorpset, men udførte alene vagtarbejde, og så vidt anklagemyndigheden i 1945 kunne afgøre, havde han aldrig slået nogen ihjel eller været i krig.

Sex, arbejde og unge modeller

I 1955 blev både Axel og Eigil Axgil dømt for omgang med mindreårige. De havde sammen drevet et fotofirma, hvor de optog billede af mænd og unge fyre, og solgte dem til homoseksuelle i hele verden. Københavns Politi havde godkendt deres billeder, og erklæret at de ikke var pornografiske, men i 1955 vendte politiet på en tallerken, og gjorde hvad de kunne for at dømme dem for spredning af pornografi, selvom billedmaterialet ikke havde ændret karakter.

Da politiet ransagede deres bopæl, stod det efterhånden klart at de begge havde været i seng med flere af de unge modeller. De havde typisk mødt de unge mænd på gaden, og tilbudt dem et modeljob, og når de så kom tilbage til studiet og havde taget billederne, var flere af modellerne med på lidt sjov. Der var ikke penge indblandet i de seksuelle forhold, men ud fra en post-MeToo betragtning er der tale om en sammenblanding af arbejde og sex, endda med teenagere, som vi ikke ser med milde øjne på i dag.

Både Axel og Eigil blev alene dømt for at havde været sammen med modeller mellem 15 og 17 år. Altså forhold som de straffrit kunne have haft med piger i 1955, og som heller ikke ville være ulovlige i dag. Men aldersgrænsen var indtil 1976 højere for homoseksuelle forhold, nemlig 18 år, så de blev dømt for omgang med mindreårige på grund af denne diskriminerende paragraf. Det har heddet sig at en af modellerne, som de blev dømt for omgang med, var under 15, men en gennemlæsning af straffeakterne viser at det ikke var tilfældet.

Derudover blev de altså dømt for spredning af pornografi og for kobleri, da retten mente at kontaktannoncerne i bladet var en tand for avancerede, når folk kunne markere hvad de havde af seksuelle kinks.

Pornografiens komplekse, danske historie

I modsætning til dommen for omgang med mindreårige, så ville publikationen af billederne faktisk være ulovlig i dag, men af andre årsager. Frem til 1969 var al pornografi ulovligt at offentliggøre, men simple nøgenbilleder faldt som regel uden for lovens område (og derfor var det også temmelig påfaldende at de blev dømt). Først i 1981 indførtes lovgivning mod børnepornografi, og dengang var aldersgrænsen for den slags 15 år, så Axel og Eigil ville stadig ikke have gjort noget forkert. I 2003 blev aldersgrænsen for pornografi sat op til 18 år, så derefter ville de have kunnet blive dømt, men det havde de nok ikke kunnet forudse.

I protest mod den politiinspektør, der alfaderligt havde rådet dem til at gå fra hinanden, antog de det fælles navn Axgil, som var en kombination af deres efternavne, og forlovede sig. Først i 1970’erne blev Axel Axgil igen taget til nåde af bevægelsen, der begyndte at se ham som en værdig og lidt radikal grundlægger, og da registreret partnerskab skulle indføres i 1989, blev Axel og Eigil tilbudt at være verdens første homo-par, der skulle blive anerkendt af en stat. Da var de også vandret op mod rådhusgulvet i 33 år.

Pædofiligruppens træder ind og ud af landsforeningen

Den mest alvorlige anklage mod Axgil er nok at han meldte sig ind i den såkaldte Pædofilgruppe i 1985. Dette er sandt, men det må forstås korrekt og i sin egen kontekst.

I 1984 havde Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske indlemmet Pædofilgruppen blandt foreningens officielle aktivitetsgrupper. Gruppen var ikke, som man måske forestiller sig, en slags pædofilring, hvor aktiviteterne bestod i at udveksle ofre. Den bestod af forholdsvis få mænd, der arbejdede for at få afskaffet lavalderen og sikre børns ret til frit at vælge sexpartnere, som de udtrykte det. Det er meget muligt at medlemmerne havde kriminelle forhold, men Pædofilgruppen var i sig selv en diskussionsklub og lobbyforening for den politiske del af sagen.

Lige så snart Landsforeningen havde godkendt gruppen, rejste der sig et oprør blandt foreningens kvindelige medlemmer. De lod forstå at de ville melde sig kollektivt ud, hvis de pædofile ikke blev smidt på porten. Det blev de så, men andre sad tilbage med en bitter smag i munden. Var lavalderen ikke lige blevet revideret i 1976? Så kunne den vel blive det igen. Var det ikke en grundlæggende ret at folk kunne agitere for deres synspunkter, også selv om man måske selv var uenig? Blev pædofile ikke bare udsat for samme hetz, mange bøsser selv kunne huske at være udsat for 20 år tidligere?

Axel var blandt dem, der så kritisk på eksklusionen af Pædofilgruppen. Han mente at folk måtte have ret til at sige deres mening, og at Landsforeningen burde være den platform, de kunne gøre det fra. I øvrigt havde han den, for mig at se ret naive, seksual-liberale idé at børn skulle have lov til at vælge voksne partnere, uden at han kunne se, at det jo ville være de voksne, der valgte børnene. Selv var han ikke pædofil. Han er aldrig blevet dømt for forhold til nogen under 15 år, politiet har aldrig så meget som mistænkt ham for det, og ingen der kendte ham, har sagt det om ham.

Centrum-venstres forståelse for pædofile

Hans støttemedlemskab var altså rent symbolsk, og det fik ingen indflydelse på gruppen, der i stedet blev marginaliseret og kritiseret i den offentlige debat. Men så sent som i 1994 inviterede centrum-venstrefløjspartierne i folketinget Pædofilgruppen til en høring på Christiansborg for at høre deres mening om børnepornoens positive sider. De mente at man dog burde høre de mennesker, som loven skulle ramme. Folk fra højre side i folketinget spurgte indigneret om man også ville invitere mordere til høringer om strafferammen for drab. I 1975 havde SF’s retsordfører fra folketingets talerstol advokeret for total afskaffelse af lavalderen.

Axel Axgils holdning til gruppen var altså fuldstændig på linje med brede strømninger på centrum-venstrefløjen. Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske havde derimod taget et forudseende skridt, og var også i forhold til den internationale LGBT-bevægelse tidligt ude med at distancere sig fra pædofile.

Hvilke helte er pletfrie?

Axel Axgil var den ubestridte frontløber for homo- og biseksuelle rettigheder i Danmark, og grundlagde det, der i dag er en uomgængelig LGBT+-bevægelse. Han var den første i hele Skandinavien til at stå offentligt frem som homoseksuel, og de, der fulgte, havde ham som forbillede.

Er han for kontroversiel, eller endda for umoralsk til at kunne hædres offentligt? Det må LGBT+-bevægelsen, Danmark og ikke mindst borgerrepræsentationen i København bedømme, når vi skal diskutere hvem der skal hædres blandt LGBT+-historiens store personer. I dag kan sandheden om Axel Axgils liv afsløres, og mange af anklagepunkterne har været upræcise, udokumenterede og uden kontekst. Dog er kernen i flere af anklagerne sande nok. Kan vi leve med at han ikke flugter med vores post-MeToo moralbegreber?

Tilbage står en pionérindsats, der var startskuddet til at Danmark blev et af de bedste steder at være homo- eller biseksuel, og forhåbentlig snart også transkønnet, i. Vil vi hylde ham, og de andre, for det, de gjorde, og acceptere at der ikke findes mange pletfrie helte?

Peter Edelbergs kronik blev oprindeligt bragt i Politiken 29. september 2024