Anbefalinger til lesbiskes synlighedsdag

Opsætning af Dryppende stof på Glyptoteket. Credit: Ana Cecilia Gonzalez © 2021

To unge kvinder sidder overfor hinanden i en vild eng.

Still fra Venuseffekten. Credit: Valdemar Cold Winge Leisnar © 2021

To ældre kvinder der kigger hinanden i øjnene

Still fra Forgotten Roads / La nave del olvido. Credit: PHLAFF © 2020

I dag er det lesbiskes synlighedsdag. Siden 2009 har 26. april markeret en særlig opmærksomhed på homoseksuelle kvinder; livet, udfordringerne, glæderne og fællesskabet forbundet med den lesbiske identitet. I dagens anledning anbefaler vi en håndfuld værker om lesbisk identitet og attraktion mellem kvinder. 

Repræsentation er et vigtigt element af kampen for lige vilkår uanset seksuel orientering og køn. Det giver os en følelse af fællesskab, spejling og af at høre til i verden. Vi håber derfor, at du vil tage et øjeblik i dag til at hylde L’et i LGBT+, hvad end det er din egen identitet eller ej, ved fx at læse i en bog, se en film eller blot sende en særlig tanke.  

 Glædelig Lesbiskes synlighedsdag!  

 

LESBISK KRAFT ER PEDALKRAFT 

Lesbisk kraft er pedalkraft – en historie om Lesbisk Bevægelse 1974-1996 er den første samlede, selvstændige beskrivelse af Lesbisk Bevægelse. Bogen beretter om en af de mest afgørende foreninger i dansk LGBT+ historie – om tankerne, udfordringerne og drivkraften bag en bevægelse, der skulle ændre lesbiskes vilkår i Danmark og for alvor bringe lesbisk liv frem i lyset. Bogen indeholder ud over beretningen om Lesbisk Bevægelse en litteraturliste, en tidslinje og en forskningsoversigt. Bogen er udgivet af LGBT+ Danmarks Bibliotek og skrevet af Katrine Manfred Swets.

Du kan købe eller downloade bogen i LGBT+ Danmarks webshop her.

 

CHERRY af Inger Christina Løwe 

I Inger Christina Løwes debutroman ‘Cherry’ møder vi Clara som studerer på universitetet, og er en del af en fasttømret gruppe af fire veninder. Under en fest støder hun ind i Karen, som vender op og ned på hendes idé om kærlighed og seksualitet. Bogen skildrer de to unge kvinders bånd, som skiftevist er romantisk og venskabeligt.

Du kan låne Cherry på LGBT+ Biblioteket. 

 

Forgotten Roads (2020) 

LGBTQ+ filmfestivallen MIX Copenhagen præsenterede os i deres 2021 program for den rørende spillefilm ‘Forgotten Roads’, som skildrer en romance mellem to ældre chileanske kvinder. Efter sin mands død flytter enken Claudina ind med sit højtelskede barnebarn, og sin datter, som hun har et anstrengt forhold til. Hun gør sig hurtigt venner med den livlige og spændende nabo Elsa, og de to begynder snart at opdage deres følelser for hinanden. I deres UFO-besatte landsby bliver sladderen dog delt ivrigt, og deres forhold kan ikke forblive hemmeligt længe.

Filmen kan blandt andet streames på Amazon Prime Video.  

 

Venuseffekten (2021) 

‘Venuseffekten’ er en dansk spillefilm fra 2021, som vandt Josephine Park en Robert for bedste kvindelige birolle. I filmen følger vi Liv, som er i starten af 20’erne og arbejder på familiens gartnergård i provinsen. Hun har knap nok klippet navlestrengen til sine forældre, da den eventyrlige Andrea brager ind i hendes liv. Andrea lever et kaotisk liv, som på mange måder er helt anderledes end det Liv er vant til, og hun bliver fascineret af Andrea og hendes syn livet. Venuseffekten er en romantisk komedie om at turde elske hinanden og sig selv – en sjov og varm fortælling om familie og om at finde sig selv i kærligheden.

Filmen kan streames på Viaplay eller Blockbuster.  

 

SAPFO Gendigtet af Mette Moestrup og Mette Christiansen 

Sapfo levede omkring 630 f.v.t. og var så stor en digter, at hun bliver kaldt den tiende muse. Hun sang om kærlighed, om Afrodite, ritualer og erotik. Sapfo, som kom fra den græske ø Lesbos (heraf ordet lesbisk) skrev digte, der stadig tryllebinder idag. Hendes store værk er kun overleveret i form af brudstykker gennem andres citater og på itureven papyrus fundet på lossepladser og i krokodillemumier. Så meget er gået tabt, så meget er for længst forsvundet. Stoffet er helt bogstaveligt i stumper og stykker. Og alligevel føles Sapfo helt tæt på her og nu. ‘SAPFO’ er digter Mette Moestrups og klassisk filolog Mette Christiansens gendigtning fra æolisk af Sapfos uafrystelige kærlighedspoesi. Fragmenterne bliver her til lyslevende poesi på dansk og gør det muligt at læse Sapfo som en samtidsdigter.

Du kan låne SAPFO på LGBT+ Biblioteket. 

 

Dryppende stof  

‘Dryppende stof’ er en Opera-performance der opsættes på Glyptoteket baseret på Mette Moestrups gendigtning af den ikoniske digter Sapfo. Kærlighed, begær, jalousi, guddommelighed og medmenneskelighed. Fra de højeste toner og den reneste klang til det dybeste brøl og de inderste længsler; Sapfo er grænsesøgende og overraskende, sanselig og spidsfindig, arkaisk og moderne. Digtene af Sapfo fra Lesbos (ca. 630 f.v.t) har gennem generationer vakt opmærksomhed med deres sensibilitet og skildring af kærlighed mellem kvinder. Hos Sapfo smelter det erotiske og kultiske sammen i en hyldest til naturen, kærligheden og det guddommelige. Efter tusindvis af år er Sapfos digte stadig lige aktuelle med deres universelle temaer, som i Dryppende stof udfolder sig i en fejring af det feminine og en hyldest til queer-fællesskaber.

Forestillingen kan opleves på Glyptoteket til sommer og biletter kan købes her.