Copenhagen Pride 2023: Vi fejrer 75 års sejre og sætter fokus på alt det, som vi stadig ikke er i mål med

Pride Week 2023 er i gang! Vi fejrer 75-års kamp for LGBT+ personer og sætter i ugens debatter fokus på de områder, hvor ligestillingen, mulighederne og mangfoldigheden stadig mangler.

I lørdags startede Copenhagen Pride Week for alvor med taler, regnbueflag og musik på Rådhuspladsen i København, som denne uge går under navnet Pride Square. Det kan synes udefra som en stor, farverig fest, men for os er priden både en stor fejring og et politisk arrangement, hvor vi får mulighed for at synliggøre alt det, som vi fortsat kæmper for. For der er stadig rettigheder, som skal tilkæmpes og forsvares, og nye initiativer, der skal sættes i gang for at sikre bedre liv og muligheder for LGBT+ personer.

I år vil vi gøre opmærksom på disse fire politiske budskaber, som er særligt aktuelle i vores politiske arbejde:  

  • Lige rettigheder til regnbuefamilier
  • Kommunalt engagement i trivsel og bedre borgernær service
  • Inklusion og trivsel på arbejdsmarkedet 
  • Fremtidens LGBT+ politik

Herunder kan du læse, hvad vi konkret arbejder for under hvert budskab, og hvorfor det er afgørende, at politikerne tager stilling til dem.

Lige rettigheder til regnbuefamilier

I sidste uge udgav VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd en ny rapport, der giver et samlet overblik over antallet af regnbuefamilier i Danmark og tegner et billede af de udfordringer, som regnbuefamilierne oplever i mødet med systemet. Rapporten slår fast, at udfordringer er store og smertelige. Fx har forældre uden juridiske rettigheder ikke samme adgang til barnets sygejournaler, Aula eller mulighed for at oprette et pas til barnet, og samtidig har man som sociale forældre ikke ret til fri ved barns første sygedag og betalt barsel. Vi håber, at rapportens konklusioner kan blive startskuddet til et øget politisk fokus og ny lovgivning. Vi ser gerne, at de forældre uden juridisk tilknytning til deres børn, også kaldet sociale forældre, får rettigheder, der sikrer tilknytningen mellem barn og voksen.

To mænd har fortsat ganske få muligheder for at stifte familie. Altruistisk svangerskabsdonation (surrogati) er stærkt besværliggjort af at være et ureguleret område for så vidt angår rettigheder til begge fædre, svangerskabsdonor og ikke mindst barnet. Dertil er det ulovligt for sundhedspersonale at assistere med fertilitetsbehandling til svangerskabsdonation, hvis der anvendes donoræg. Heldigvis kom der en vigtig anbefaling fra Etisk Råd i år, som tog emnet op. Etisk Råd anbefalede, at sundhedspersonale bør kunne medvirke ved altruistisk surrogatmoderskab i Danmark. Vi håber, regeringen vil lytte til anbefalingen, som vil sikre bedre mulighed for at stifte familie som LGBT+ personer. 

De politiske mål:

  • Indfør mulighed for registrering af op til fire forældre.
  • Par sikres retten til dobbeltdonation (æg og sæd) også uden en sundhedsfaglig årsag. 
  • Muliggør altruistisk svangerskabsdonation i Danmark. 
Kommunalt engagement i trivsel og bedre borgernær service

Personer, der bryder med normer for køn og/eller seksuel orientering, er særligt udsatte, når det kommer til en række sociale udfordringer: Gruppen er markant overrepræsenteret i statistikker over ensomhed, dårligt mentalt helbred og livsstilsproblemer. Trygge sociale fællesskaber er afgørende for at modvirke ensomhed og mistrivsel, men desværre føler mange LGBT+ personer sig ikke velkomne eller komfortable i de fællesskaber, de har tilgængelige, såsom den lokale idrætsforening.  

LGBT+ Danmark arbejder derfor på, at landets kommuner i højere grad end i dag støtter LGBT+ fællesskaber og -projekter til fremme af lokale LGBT+ personers trivsel. Dertil arbejder vi for, at sociale sektorer, herunder ældreområdet og hjemløseområdet, i højere grad indtænker LGBT+ personers særlige vilkår og udfordringer.  

De politiske mål:

  • Finansiel støtte til rådgivning og sociale fællesskaber for LGBT+ personer mhp. at nedbringe ensomhed og mistrivsel.  
  • Forebyggelsesindsatser af ensomhed blandt særligt ældre LGBT+ personer.
  • Opkvalificering af personale i hjemmeplejen, på plejehjem og på krisecentre i LGBT+ forhold og inklusion. 
Inklusion og trivsel på arbejdsmarkedet

I vores rapport “Danish Companies Miss the Mark on LGBT+ Inclusion” fra januar, som er udarbejdet i samarbejde med Boston Consulting Group (BCG), fandt vi ud af, at diskrimination på arbejdspladsen på grund af ens seksuelle orientering eller kønsidentitet er rimeligt udbredt: Fire ud af fem LGBT+ personer har oplevet eller overværet diskrimination på arbejdspladsen inden for de sidste to år. Det er skræmmende tal, som i disse måneder igen bliver gjort aktuelle af sagen med virksomheden Chr. Hansen, der trak sin støtte til Copenhagen Pride efter trusler fra udenlandske kunder og samarbejdspartnere. Virksomheder og organisationer er i dag nødt til aktivt at tage stilling til, hvordan de vil sikre inklusion og støtte til LGBT+ personer. Derfor har vi siden sidste Pride Week lanceret vores virksomhedsmedlemskaber, hvor organisationer kan få opkvalificering på LGBT+ området og vejledning til at blive en inkluderende, mangfoldig arbejdsplads. Vi ser frem til fortsat at udbrede disse virksomhedsmedlemskaber, men arbejder også hårdt på, at dette vil blive fulgt op af regeringen fx gennem initiativer, der skal undersøge LGBT+ ansatte trivsel og forbedre de arbejdspladser, hvor der ikke arbejdes aktivt med inklusion.

De politiske mål:

  • Løbende undersøgelse af LGBT+ personers trivsels på arbejdsmarkedet, herunder med fokus på transpersoner, som i dag oplever særlige udfordringer.
  • National pulje under Beskæftigelsesministeriet til opkvalificering af arbejdspladsers kompetencer for inklusion og medarbejdertrivsel til f.eks. HR-afdelinger. 
Fremtidens LGBT+ politik

I år kan vi fejre 75 år med LGBT+ Danmark. Det er vi enormt stolte over. Men det giver også anledning til refleksion. Hvordan kan Danmark gå forrest og vise retning for andre lande, når det kommer til at sikre flere rettigheder til LGBT+ personer. Derfor startede vi en samtale om fremtidens LGBT+ politik på Folkemødet i år med fremtiden – det var en debat med de danske ungdomspolitikere, som om nogle år, vil blive nogle af de markante stemmer i dansk politik. Heldigvis ser fremtiden positiv ud, hvis den bliver som ungdomspolitikerne ønsker. For langt de fleste ser, at vi fremover prioriterer LGBT+ området højere politisk, end det bliver i dag. Vi håber ungdomspolitikerne har ret, men desværre kan vi også være bekymret for fremtiden, fordi udviklingen i nogle lande går tilbage, når det kommer til LGBT+ personers sikkerhed og vilkår. Derfor skal vi fortsat forsvare de rettigheder, som vi har tilkæmpet os, og presse på den politiske udvikling i de lande, som i disse år er præget af forældende ideer om køn, seksualitet og kærlighed.

Til priden vil vi sætte fokus på alt det, som vi har opnået de sidste 75 år, med fine banner og illustrationer i paraden. Vi håber, at det også vil give anledning til, at vi kan hæve os lidt op over de mange aktuelle, politiske sager og tale sammen om, hvordan vi ønsker de næste 75 års LGBT+ politik skal være.

Gå med os i pride paraden

I år har vi fået æren af at være med i den forreste del af paraden i anledning af vores 75-års jubilæum. Det er vi enormt glade for. Du kan gå med vores del af paraden – ligegyldig om du er ny i miljøet, eller en garvede pride-gænger. Læs mere om vores del af paraden og de andre debatter og aktiviteter, som vi deltager i.