International udvikling

Mens rettighederne og vilkårene for LGBT+ personer støt forbedres mange steder i verden, er homoseksualitet fortsat strafbart i 69 lande i 2020, hvoraf 6 lande i praksis straffer med døden. Dertil er LGBT+ personer forfulgt og stærkt marginaliseret endnu flere steder.  

For LGBT+ Danmark er kampen for lige rettigheder og lige vilkår global. Derfor kæmper vi for, at LGBT+ perspektivet skal indgå som en integreret del af dansk udenrigs- og udviklingspolitik. Her er det afgørende, at udviklingen først og fremmest støttes via lokale organisationer og aktivister, som kender landenes politiske situation og LGBT+ miljøerne indefra.  

Danmark bør også tage større del i det internationale fora, som beskæftiger sig med rettigheder og vilkår for LGBT+ personer. 

Politiske målsætninger

  • En del af udviklingsstøtten skal øremærkes arbejdet til fremme af LGBT+ rettigheder i det globale syd via civilsamfundsorganisationer, der arbejder med området. 

  • Danmark skal sikre bedre forhold for LGBT+-flygtninge og modtage flere kvoteflytninge mhp. bedre at hjælpe LGBT+ personer på flugt.  

  • Sikring af ligebehandling af LGBT+-flygtninge i forbindelse med familiesammenføring, således at LGBT+ par ikke skal leve op til samlivskravet, hvis samliv mellem disse de facto ikke har været muligt i oprindelseslandet.  

  • Oprettelse af en LGBT+ og ligestillingspulje under Udenrigsministeriet til finansiering af projekter i det globale syd i samarbejde mellem danske og lokale organisationer.  

  • Danmark skal være medlem af FN’s LGBTI Core group.   

  • Danske LGBT+ organisationer skal repræsenteres i rådgivende organer for multinationale mekanismer såsom Global Equality Coalition og Amplify Change.