LGBT+ Rådgivningen i Aarhus søger nye frivillige juridiske og psykosociale rådgivere
Vi søger frivillige psykosociale og juridiske rådgivere til LGBT+ Rådgivningen i Aarhus, og leder efter dig, der brænder for at gøre en forskel for LGBT+ personer i hele Danmark. Vi søger både juridiske og psykosociale rådgivere. På hver vagt tager vi imod emails, chats, opkald og fremmøder fra LGBT+ personer i alle aldre og fra alle veje i livet. Du kan blive en del af vores rådgivning, samtidig med at du opkvalificerer dig selv, og indgår i et stærkt frivilligt fællesskab.
LGBT+ Rådgivningen er et gratis queer-to-peer tilbud for alle, der har spørgsmål om køn, seksualitet, krop, identitet og trivsel. Vi møder folk i øjenhøjde, og tager dem ind i et fortroligt rum, hvor vi giver den hjælp vi kan. LGBT+ Rådgivningen bliver mere og mere populær, og derfor søger vi nye rådgivere i Aarhus.
Den juridiske rådgivning søger også nye frivillige. De arbejder mere specialiseret med henvendelser til den juridiske rådgivning, men er på vagt med de psykosociale rådgivere.
Som frivillig er du med til at gøre en forskel for alle dem, som rækker ud til LGBT+ Rådgivningen. For nogle vil du være en livline, for andre vil du være en uundværdlig sparringspartner, et lyttende øre, eller den første fortrolige samtale omkring et stort valg i livet.
Vi rådgiver på mange platforme: via telefon, email, chat, gennem brevkassesvar og selvfølgelig personlige fremmøder. Som rådgiver bliver du klædt på til at møde LGBT+ personer med en stærk faglighed og åbenhed gennem rådgiveruddannelsen og løbende opkvalificering.
Du er velkommen til at komme til åben hus i rådgivningen den 26. august kl. 17-18. Her kan du måde de nuværende rådgivere og høre om arbejdet. Se event her i vores kalender.
Vi leder efter frivillige rådgivere der:
- Vil gøre en forskel for andre LGBT+ personer. Vi forventer du er et sted i dit liv, hvor du kan være et positivt forbillede for andre. Du skal have en åben forståelse af køn og seksualitet og transområdet.
- Har tid til at rådgive to gange om måneden, og forestiller dig at være frivillig i mindst et år
- Kan tale og skrive på dansk, og er komfortabel med at rådgive på engelsk (selvom vi ikke kræver at du taler flydende engelsk)
- Kan deltage i de obligatoriske uddannelsesdage
- Hvis du vil være juridisk rådgiver, skal du være færdigguddannet eller på minimum 3. semester af jurastudiet
- Det er en fordel, hvis du har erfaring med frivilligt arbejde, rådgivning eller relevant uddannelse. Det er også en fordel hvis du har en faglighed inden for bestemte målgrupper, f.eks. marginaliserede grupper eller udsatte personer, børn og unge eller ældre. Ingen af disse ting er dog et krav.
- Det er et krav, at du er LGBT+ person, da vi er en peer-to-peer rådgivning. Vi søger en bred repræsentation af LGBT+ personer i rådgivningen, og vi stiller ikke spørgsmålstegn ved om du er ’queer nok’.
Som frivillig i LGBT+ Rådgivningen får du:
- Et meningsfuldt frivilligjob, med direkte kontakt til målgruppen, og stort ansvar
- En solid uddannelse i rådgivningsmetoder og samtaleteknik over to weekender
- Grundig oplæring på vagter sammen med erfarne kolleger
- Løbende supervision og kompetenceudvikling
- Muligheden for at blive en del af et LGBT+ fællesskab med et stærkt sammenhold, som hjælper og støtter hinanden
- Ekstremt relevant erfaring i rådgivning og organisering
Praktiske informationer omkring frivilligjobbet
Dine vagter som frivillig vil ligge torsdage eftermiddag og aften i Aarhus. Vagterne er fra 17.45-20.30. Det er en generel forventning at du kan tage to vagter om måneden, foruden juli måned og juledagene. Du er altid på vagt sammen med andre, og det er ikke muligt at arbejde hjemmefra. Der er obligatoriske frivilligmøder i forlængelse af vagterne 4 gange om året, og der er løbende opkvalificeringer og supervisioner. Som regel planlægges der lokale julefrokoster og sommerfester. Sammenlagt skal du forvente et frivilligjob på omkring 25 aftener om året, og enkelte halv- eller heldage hvert år i forbindelse med opkvalificeringer.
Du bliver en del af et stærkt team på 35-40 rådgivere i København og Aarhus. I bliver løbende understøttet af LGBT+ Danmarks sekretariat.
Sådan søger du
Send en ansøgning til June Stoltenberg på . Kontakt samme mailadresse hvis du har spørgsmål om frivilligjobbet. I ansøgningen skal du skrive lidt om dig selv, hvorfor du vil være frivillig rådgiver og om du har relevant erfaring. Skriv også om du vil være psykosocial rådgiver eller juridisk rådgiver. Ansøgningen skal være på omkring en side. Du må gerne vedlægge et CV. Fristen er 4. september.
Der vil være samtaler den 9. september som udgangspunkt om eftermiddagen, skriv venligst i ansøgningen hvis du ikke kan den dag, så finder vi et alternativ.
Der vil være obligatoriske oplæringsweekender. LGBT+ Danmark betaler for alle udgifter til transport, overnatning og forplejning.
- Første oplæringsweekend 3. og 4. oktober hele dagen i Aarhus.
- Anden oplæringsweekend 16-18. oktober, hvor 17. oktober er obligatorisk for dig. På Fyn eller i Aarhus – stedet er pt. uafklaret.
- 11. november afsluttende fællesmøde.
Dit oplæringsforløb består af disse oplæringsdage plus et oplæringsforløb, hvor du er på vagt med en erfaren rådgiver. Oplæringsforløbet sker over dine første fem vagter, hvorefter du er færdig-uddannet og indgår normalt i vagtplanen.
Vi opfordrer alle uanset køn, kønsidentitet, alder, handicap, uddannelse, tro og etnisk baggrund til at søge. Vi bestræber os på at have en bred repræsentation af rådgivere.