I år fejrer Copenhagen Pride 30-års jubilæum. Michael Nord var med til at starte det hele tilbage i 1996.

Der havde godt nok været markeringer af Stonewall-oprøret side 1971, men stilen havde været en lidt anden: Rødstrømperne, DSU’er, Lesbisk Bevægelse, Bøssernes Befrielsesfront og vores landsforening inviterede i Fælledparken til brandtaler, koncerter og fadøl. Men i 1996 ville de prøve noget nyt. København skulle være europæisk kulturhovedstad, og flere ildsjæle i miljøet ønskede at løfte priden til et helt nyt niveau ved samtidig at gøre byen vært for årets EuroPride. Og det kom de i mål med.

En af ildsjælene var Michael Nord, som også var næstformand i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (som nu er landsforeningen LGBT+ Danmark). Han husker det hele startede på Christiania:

”Vi samlede os i Bøssehuset med repræsentanter fra Landsforening for bøsser og lesbiske og Lesbisk Bevægelse, men også det kommercielle LGBT+ miljø. Så nedsatte vi en koordineringsgruppe til at stå for priden. Det skulle være for alle – ikke kun bøsser og lesbiske. Vi sørgede for, at hele miljøet kom med – det er også det, der er pride for mig.”

EuroPriden i 1996 blev en stor succes – både for miljøet internt, men også for den bredere befolkning. Desværre rakte pengene ikke til de efterfølgende regninger, og foreningen Copenhagen Pride Associations måtte melde sig konkurs. Men med stor opbakning genskabte man pride igen i 1997: “Vi havde stablet noget på benene, som blev en tradition, og der var et ønske i miljøet om at blive ved,” fortæller Michael Nord.

Siden blev Mermaid Pride så til Copenahgen Pride – og i dag har flere arrangører, som Nørrebro Pride,  Alternative Pride, Pride Bel Arabe og Fluid Festival sluttet sig til.

Det er bestemt ikke en tendens, Michael Nord ser et problem i:

”Jeg synes, det er helt fint, fordi pride er for alle, og vi har alle vores egne behov og ønsker. Jeg har også været i New York, hvor du har den store NYC Pride, og så har du The East Village, som har en mere alternativ pride. Så længe man ikke – undskyld – pisser på hinanden, og ikke taler ned til hinanden, men samarbejder og sørger for, at der er plads til alle.”

Der er sket mange fremskridt for LGBT+ personers rettigheder i Danmark i de 30 år, der er gået. Og der diskuteres da også livligt, om der stadig er behov for pride i Danmark. Men for Michael Nord er det stjerneklart:

”Jeg kan stadig huske, da vi marcherede ned ad Frederiksberg Allé i ’96 og der sad folk ved caféer og picnicborde og bare smilede til os. Det var en helt fantastisk bekræftelse, opmuntring og glæde at gå der og turde være mig. Der er stadig folk, der springer ud hver dag, der er stadig folk, der ikke ved, hvordan de skal springe ud. Og hvis pride kan vise bare en ung person, som tænker, ’jeg er alene i verden’, at de ikke er alene, så er der stadig i høj grad et behov for pride. Det kan hjælpe til at skabe synlighed på arbejdspladsen, skabe synlighed i samfundet – vise hvem vi er og hvor farverige, vi er.”