Projektleder søges for engagement og demokrati

Brænder du for at styrke borgeres og medlemmers indflydelse gennem lokale aktiviteter og en stærk engagementstrappe, som giver folk mulighed for at vokse ind i organisationen?

Vil du arbejde helt lokalt med at styrke handlekraft hos LGBT+ unge i provinsen og samtidig forme, hvordan landets største LGBT+ medlemsorganisation mobiliserer på landsplan? Så er du måske den, vi leder efter.

I maj hejste borgmesteren i Assens regnbueflaget over rådhuset for første gang nogensinde. Anledningen var en workshop i byen med lokale LGBT+ unge og deres naboer som del af vores projekt, Regnbue i Provinsen. Borgmesteren skrev selv om det på Facebook, pressen dækkede det, og byen tog et lille skridt mod at være mere inkluderende.

Det er den slags micro-handling, vi leder efter, at nogen kan skabe mere af. Nogen der kan lægge planen for, hvordan de små skridt ruller som en snebold til reel politisk indflydelse, som er med til at sikre LGBT+ personers rettigheder og tryghed i en tid med stigende modstand og polarisering.

Som projektleder for engagement og demokrati har du ansvar for hvordan vi engagerer miljøet og medlemmerne, både lokalt og ind i foreningen. Du bliver projektleder for Regnbue i Provinsen, vores samarbejde med Tuborgfondet med workshops og lokale kampagner i provinsbyer over hele landet. Samtidig udvikler du foreningens engagementstrappe og sammentænker bl.a. vores Frivillig Konference, jubilæumsfejringen til Sankt Hans og andre arrangementer, så de styrker medlemmernes stemmer og foreningens demokratiske fundament.

Du indgår i Team Frivillighed og Fællesskaber sammen med kollegaer, der har bygget bl.a. AURA, LGBT+ Medborgerhuset i København og en mere professionel frivilligledelse op. Du bringer fokus på engagement og demokratisk indflydelse med ind i teamet og i samarbejde med chefen for Frivillighed og Fællesskaber sætter retning for udviklingen på området.

Vi forventer, at du

  • har dyb faglighed og en nytænkende tilgang til engagement og organisering i en tid med mange krav på folks tid og opmærksomhed
  • har en smittende energi, der får folk til at tro på egne evner til at handle og som udvikler kapacitet hos de medlemmer og borgere, du arbejder med
  • bruger systemer til at planlægge dit arbejde og skriver knivskarpe drejebøger, så der er styr på de mange tråde, der altid opstår i arbejdet med engagement
  • har mod på at rejse i landet og møde folk hvor de bor
  • bringer en ånd af åbenhed og samarbejde til dit arbejde
  • har selvindsigt og er interesseret i at udvikle dig og lære sammen med dit team

Det er en fordel, hvis du

  • har kendskab til community organizing, erfaring med kampagner eller anden systematisk inddragelse og aktivering af mennesker i en sag
  • har faglig indsigt i og erfaring med LGBT+ området
  • kender forholdene i provinsen og/eller har arbejdet med unge

Vi tilbyder

  • Et job hvor du bygger et fagområde op, med rum til at sætte din tilgang og visioner i spil
  • Et stærkt, sjovt og trygt team i Frivillighed og Fællesskaber med kollegaer i både København og Aarhus
  • En organisation hvor faglig udvikling prioriteres, og hvor du selv er med til at udvikle din stilling og dine ansvarsområder over tid
  • En arbejdsplads hvor du, din kønsidentitet og dine pronominer bliver anerkendt og anvendt
  • God mulighed for at tilrettelægge din egen tid, hvor trivsel prioriteres, og aftenarbejde balanceres med afspadsering
  • Plads i et sekretariat af 25 ansatte og 300+ frivillige på landsplan, der arbejder for at forbedre LGBT+ personers rettigheder i ind- og udland

Du får base på vores kontor i Indre By i København eller i Aarhus, i Latinerkvarteret. Der forventes rejseaktivitet og lejlighedsvis aften- eller weekendarbejde i forbindelse med workshops og arrangementer, balanceret med afspadsering.

Vilkår og rekrutteringsproces

Tiltrædelse hurtigst muligt, helst 1. september eller 1. oktober 2026. Det er en fast 30-37-timers stilling (timetal er fleksibelt ift. ansøger). Lønrammen følger i vid udstrækning statens AC-overenskomst og LGBT+ Danmarks gældende overenskomst.

Vi rekrutterer rullende og opfordrer til at søge senest onsdag d. 5. august. Vi begynder at vende tilbage til de første kandidater fra den dag, og samtaler afholdes efter aftale i løbet af august måned.

Med spørgsmål til stillingen, kontakt teamleder for Frivillighed og Fællesskaber Steve McFarland på  eller på mobil 2633 4942.

Vi værdsætter mangfoldighed i alle former og arbejder aktivt på at reflektere over den kultur, vi skaber og hvordan den endnu bedre kan spejle vores værdier. LGBT+ Danmark opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen.