Savner du et særligt tilbud for LGBT+ personer i dit område? I LGBT+ Danmark er vores mange frivillige med til at skabe aktiviteter for LGBT+ personer i hele landet. Du kan også blive frivillig og tage initiativet til en ny aktivitet i dit lokalmiljø.
Siden foreningens fødsel i 1948 har LGBT+ Danmark været et fællesskab af frivillige ildsjæle med en vilje til at gøre Danmark til et bedre sted for LGBT+ personer. Frivillige er hjørnestenen i foreningens arbejde og er med til at drive kerneaktiviteter såsom LGBT+ Rådgivningen, ungefællesskabet AURA, LGBT+ biblioteket og meget andet.
Har du lyst til at skabe et fællesskab for LGBT+ personer i dit lokalområde? Et fællesskab, hvor der er tryggere rammer for at være den, man er, og hvor der er rum for samvær og mulighed for at udvide sit netværk med ligesindede LGBT+ personer? Eller går du med helt specifikke idéer til at skabe mere synlighed om LGBT+ sagen i dit lokalområde? Synlighed via happenings, events eller måske lokalområdets første Pride?
Så vær med og start en gruppe eller et nyt initiativ i dit lokale område gennem LGBT+ Danmark.
Opstart af en ny gruppe i LGBT+ Danmark
LGBT+ Danmark har en række sociale grupper, som du kan engagere dig i eller være med til at starte op som et nyt tilbud i dit lokale område. Dit arbejde her vil hovedsageligt bestå i at sikre de hyggelige rammer, sætte kaffen over og tage godt imod de deltagende. Mange af vores aktiviteter er startet ved, at en LGBT+ person har haft et ønske om at lave et trygt og fedt samlingspunkt for andre LGBT+ personer i en specifik landsdel. Har du et lignende ønske og måske en konkret ide til, hvad du gerne vil starte, så kontakt os. Du kan også her se oversigten over alle vores aktiviteter og finde et tilbud, som du vil engagere dig i.
Som gruppe i LGBT+ Danmark bliver I en del af foreningens samlede tilbud, og I vil blive formidlet på LGBT+ Danmarks hjemmeside og sociale medier med foreningens navn og visuelle identitet.
Derudover får I som gruppe del i:
- Sparring fra LGBT+ Danmarks ansatte ang. frivillighed, organisering, aktivitetsudvikling, samarbejde med kommunen, kommunikation, lokalpolitisk interessevaretagelse, m.m.
- Introkursus til at arbejde normkritisk og intersektionelt.
- Materialer om bæredygtig frivilligorganisering, fx håndbøger og vejledninger.
- Tilbud om kurser, workshops, arrangementer og anden opkvalificering.
- Et landsdækkende fællesskab af LGBT+ frivillige.
- Netværket for LGBT+ miljøet i Danmark.
- Et mindre årligt aktivitetsbudget.
- LGBT+ Danmarks GDPR-forsvarlige IT-løsninger, fx SharePoint og Teams.
Det forventes, at man som gruppe:
- Vedkender sig LGBT+ Danmarks vision om en verden med lige muligheder og bedre trivsel for alle uanset kønsidentitet og seksualitet.
- Er indstillet på at arbejde ud fra et normkritisk grundlag.
- Overholder LGBT+ Danmarks persondatapolitik.
Hvis du vil i gang eller bare vide mere, så kontakt vores teamleder for Frivillighed & Fællesskaber Steve (han/ham) på .
Vi glæder os til at skabe flere lokale LGBT+ fællesskaber sammen med dig!