I dag skelner vi konceptuelt mellem køn og seksualitet, men gennem historien er homoseksuelle ofte også blevet betragtet som deres egen kønskategori – et tredje køn. I denne artikel kigger vi nærmere på hvordan grænserne mellem køn og seksualitet ikke altid har været så skarpt optrukket, som de er i dag.

Konceptet om en tredje kønskategori eller kønsidentitet, der ikke passer ind i de traditionelle mand-kvinde-kategorier, er ikke unikt for en bestemt kultur eller tidsperiode. Mange kulturer har anerkendt og accepteret forskellige former for kønsidentitet. Begrebet ”transseksuel” (som siden har udviklet sig til begrebet ”transkønnet”) blev først brugt i 1960’erne i den vestlige kultur. Fra da opnåede konceptet og sproget for trans identitet lidt efter lidt bredere udbredelse og anerkendelse, særligt i slutningen af 1900-tallet og frem til nu.

Men transpersoner har en rig og varieret historie, særligt uden for ikke-vestlig kultur, og ser ofte meget anderledes ud end i den vestlige kontekst. Nogle ikke-vestlige kulturer har længe anerkendt eksistensen af flere kønsidentiteter og har specifikke kulturelle og sproglige koncepter til at beskrive de identiteter.

Det tredje køn

Den tyske sexolog Magnus Hirschfeld var en af de helt tidlige LGBT-rettighedsforkæmpere i starten af 1900-tallet, selvom LGBT-akronymet ikke eksisterede på hans tid. Hirschfelds arbejde fokuserede på seksuelle mindretal, herunder personer, der var tiltrukket af samme køn eller som havde kønsidentiteter, der ikke passede til samfundsnormerne på det tidspunkt.

Hirschfeld forsøgte at udfordre og reformere love, der kriminaliserede samkønnede forhold og normbrydende påklædning, og han kæmpede for at fremme social accept og forståelse for personer, der ikke passede ind i traditionelle kønsroller og forventninger. Han mente at forskellige seksuelle og kønsmæssige identiteter var naturlige variationer af menneskelig seksualitet, i modsætning til den dominerende opfattelse på det tidspunkt om, at disse var unormale eller patologiske.

Hirschfeld arbejdede med forskellige begreber for en ikke-binær kønskategori, f.eks. ”urnings” eller blot ”det tredje køn”, som han brugte om hvad man dengang forstod som homoseksuelle mænd. De kom altså i en kønskategori for sig, mange årtier før begrebet ”transkønnet” første gang kom i brug.

Samme tankegang som hos Hirschfeld ser man i Danmark i tiden efter Anden Verdenskrig. I sin artikel ”Homoaktivisme i Danmark fra anden verdenskrig til den seksuelle revolution” skriver historiker Peter Edelberg:

”Homofile forstod ofte sig selv om en kønsvariation, et tredje køn, og følte sig derfor mere beslægtede med transkønnede, end homoseksuelle og transkønnede gør i dag. (…)

Man følte sig i samme båd (som transpersoner, red.), selvom man endnu ikke havde udviklet det LGBT-koncept som foreningen (nu LGBT+ Danmark, red.) arbejder med i dag. Efterhånden som der i 1970’erne og fremefter blev skelnet skarpere konceptuelt mellem homoseksuelle og transkønnede, gled man fra hinanden…”

Den mangeårige mangel på koncepter og sprog for kønsidentitet og seksualitet i den vestlige verden kan gøre det svært at skrive LGBT+ historie i denne kontekst. Men en gang imellem dukker der alligevel kilder op, som kan hjælpe med at belyse hvordan queer personer selv har beskrevet deres normbrydende seksualitet eller kønsidentitet.

”Dengang jeg var pige” – ”hanpiger” i 1900-tallets København

I det opsigtsvækkende manuskript ”Dengang jeg var pige – en hanpiges erindringer” (Knud Petersen) får vi et sjældent indblik i arbejderklassens queer-erotiske mulighedsrum i begyndelsen af 1900-tallets København. Den unge Knud, der også får navnet Bella, bliver taget under vingen af den bramfrie ”hanpige” Alvilda og tager os med på jagt efter flotte mandfolk på Nørrevold og i Københavns baggårde.

Manuskriptet kom for dagens lys i 2022 og det er første gang vi stifter bekendtskab med begrebet ”hanpige” i den danske LGBT-historie.

Redaktørerne Anne Nørkjær Bang og Dag Heede skriver i efterskriftet til ”Dengang jeg var pige”:

”Det er et åbent spørgsmål (…) om det (udtrykket ”hanpige”, red.) var en udbredt betegnelse for de personer, vi i dag måske ville betegne som homoseksuelle eller queer og/eller måske trans.” (”Dengang jeg var pige” s. 263)

I starten af 1900-tallet eksisterede begrebet “transkønnet” ikke, og personer, der i dag ville identificere sig som transkønnede, kunne have identificeret sig som homoseksuelle, som ”hanpiger” fra Knud Petersens erindringer, eller simpelthen som personer, der afviste traditionelle kønsroller. Det billede der tegnes i Knud Petersens erindringer giver os et unikt, men dog ikke helt klart indblik i datidens koncepter for køn og seksualitet. Når Nørkjær Bang og Heede skriver: ”Knud synes til tider at anvende termen hanpige som synonym for homoseksuel, men det er åbenlyst, at ikke alle mænd, der har sex med mænd, er hanpiger.” (270), så fortæller det os at der er mere og andet i at være ”hanpige” end at være homoseksuel.

På daværende tidspunkt er Magnus Hirschfelds ”urnings” eller ”det tredje køn” kun lige ved at blive en en del af vores begrebsverden, og har givetvis ikke floreret i den københavnske arbejderklasse. Men begrebet ”hanpige” er for Knud/Bella i bogen en samlebetegnelse og en identitetskategori, der giver mening.

Fra indre begreber til ydre alliancer

I sin artikel fortæller Peter Edelberg om hvordan man i 1970’erne begyndte at skelne skarpere mellem køn og seksualitet i LGBT+ miljøet. I årtierne efter blev det et større diskussionsemne om foreneligheden mellem seksualitets- og kønsidentitetspolitik. I den konceptuelle adskillelse gik der også et fællesskab tabt.

Men i løbet af 00’erne skifter fokus med hjælp fra aktivister i LGBT+ miljøet, fra de konceptuelle forskelle mellem kønsidentitet og seksualitet til hvad LGBT+ personer deler af fællesskab og ligheder. Særligt udfordringerne med et kønsnormativt samfund, hvor lovgivning og normer er bygget på heteroseksuelle og ciskønnedes oplevelser og vilkår.

Så siden Knud/Bella var hanpige i København omkring 1910-20 er der sket flere konceptuelle og sproglige skift i hvordan vi ser vores forskelle og ligheder som LGBT+ personer. Personer der identificerer sig som homoseksuelle cispersoner i dag, kunne meget vel have identificeret sig som ”det tredje køn” for 100 år siden, lige så vel som at vores begrebsbrug i dag gør det muligt overhovedet at definere sig som transkønnet.

Vores koncepter og begreber for køns- og seksuelle minoriteter udvikler sig fortsat, og vi opererer ikke udelukkende med en enkel idé om ét særligt tredje køn. Men når vi kigger tilbage på vores historie, kan vi blive ved med at blive inspireret af hvordan LGBT+ personer har levet og beskrevet deres oplevelser, selv på tidspunkter, hvor der knap har været sprog for det.

Når man ser hvor meget vores forståelse af køn og seksuelle identiteter har udviklet sig gennem 100 år, er det nærliggende at tro, at vi slet ikke er færdige med at blive klogere på det sjove og sære samspil mellem krop, køn og kærlighed.