Unge transkønnede skal kunne få X i passet

LGBT Danmark vil have justitsminister Søren Pind til at give unge transkønnede under 18 mulighed for at få et X som kønsbetegnelse i deres pas.

Et stadig stigende antal unge under 18 år kommer i behandling på grund af, at de oplever sig som tilhørende et andet køn i forhold til deres ved fødslen tildelte køn. Men i Danmark kan unge ikke få et X i passet for at markere, at kønnet er uspecificeret, en markering, der er klart bedre end en forkert kønsbetegnelse. Derfor har LGBT Danmark bedt justitsministeren ændre pasbekendtgørelsen, så unge kan få et X som kønsbetegnelse i deres pas.

Transpolitisk talsperson i LGBT Danmark, Linda Thor Pedersen, fortæller, at et X i passet vil være af stor betydning for unge transkønnede.

”Når en ung transkønnet rejser, vil der i paskontrollen opstå problemer, da udseendet ikke matcher kønsbetegnelsen i passet. Det giver nogle unødvendige og ubehagelige oplevelser i paskontrollen for de unge og også for deres familier, hvis de rejser sammen med en ung transkønnet. Sådan bør det ikke være. Da også unge under 18 år skal have pas ved udenlandsrejser, vil det for en del af dem være en stor hjælp, hvis de som personer over 18 år kan få et X som kønsbetegnelse i deres pas. En ændring vil få stor anerkendende og praktisk betydning for de unge transkønnede.”

X’et vil stå for køn uspecificeret, og vil være en frivillig mulighed for unge transkønnede eller andre, som ikke føler, at det ved fødslen tildelte køn stemmer overens med deres kønsidentitet.

Foto af: https://www.flickr.com/photos/jpmatth/