FN: Transpersoner er ikke beskyttet ordentligt mod diskrimination

Den danske regering følger ikke op på egne løfter til FN. LGBT Danmark vil have bedre beskyttelse mod diskrimination af transpersoner, men regeringen lytter ikke.

I Danmark findes der et ikke et forbud mod diskrimination på baggrund af kønsidentitet i ligebehandlings- og ikke diskriminationslovgivningen. Konkret betyder det, at danske dommere skal argumentere med, at kønsidentitet og kønsudtryk er lidt ligesom seksuel orientering og derfor omfattet af lovene. Det opfattes og føles utroligt nedværdigende for transpersoner.

På trods af et udtrykt ønske fra transmiljøet og LGBT Danmark har den den danske regering ikke til sinde at ændre lovgivningen. Fredag morgen skulle regeringen så stå til ansvar over for FN’s menneskerettighedsråd. Her fremlagde regeringen, hvad den har tænkt sig at gøre ved de anbefalinger, den har modtaget i forbindelse med den universelle periodiske bedømmelse (UPR), som finder sted hvert fjerde år i FN’s menneskerettighedsråd. Svaret til FN fra regeringen var, at regeringen ikke har tænkt sig at gøre yderligere. Det sker på trods af, at kønsidentitet og kønsudtryk intet har med seksuel orientering at gøre, mener LGBT Danmark.

”Når en anmeldelse om diskrimination på grund af kønsidentitet eller kønsudtryk kategoriseres under seksuel orientering udsættes ofret for endnu et overgreb, denne gang fra myndighederne. Argumentet om at kønsidentitet og kønsudtryk er dækket af seksuel orientering er kun med til at fastholde en stigmatisering af de transkønnede,” siger Linda Thor Pedersen, transpolitisk talsperson.

Kun beskyttet indenfor arbejdsmarkedet
I Danmark er diskrimination mod seksuel orientering beskyttet indenfor arbejdsmarkedet, men ikke udenfor. Heller ikke på dette område vil regeringen lytte til det danske LGBT-miljø og ændre lovgivningen.

”Den danske ikke-diskriminations- og ligebehandlingslovgivning er ikke god nok. Den mangelfulde danske beskyttelse mod diskrimination udenfor arbejdsmarkedet betyder blandt andet, at ligebehandlingsnævnet ikke kan føre sager, som vedrører diskrimination på baggrund af seksuel orientering. Dette vanskeliggør anmeldelse af sager udenfor arbejdsmarkedet. Derfor så LGBT Danmark, at også dette blev bragt i orden,” siger Søren Laursen, forperson i LGBT Danmark.