Homokommissionen – hvor mindretallet vandt

Folketinget pålagde i maj 1984 den daværende borgerlige regering at nedsætte en kommissionen til at belyse forholdene for bøsser og lesbiske i Danmark. Det blev en af de første gange, hvor folk fra Landsforeningen for alvor fik deres gang på Christiansborgs gange og oplevede det politiske liv indefra – og forud for nedsættelsen var også gået et lille politisk spil med foreningen som igangsætter.

Landsforeningen har beskæftiget sig med lovgivning i hele sin levetid, men for alvor først fra midt i 1960’erne. Den daværende formand, Per Kleis Bönnelykke var meget aktiv i Det Radikale Venstre, som havde stor indflydelse i Folketinget, og det gav også stor indflydelse på vores emner. Som et konkret eksempel blev den seksuelle lavalder for homoseksuelle forhold i 1976 sat ned fra 18 år til 15, så den var ens for homo- og heteroseksuelle forhold.

Men generelt var det ret kompliceret at overskue, hvordan ligestilling i lovgivningen mellem homo- og heteroseksuelle skulle gribes an. Og derfor opstod den tanke om at lave et udredningsarbejde, som kan ses som den første spire til den senere Homokommission.

Vi var enige om, at Landsforeningen ikke selv var i stand til at så for dette udredningsarbejde – vi havde ikke eksperter nok.

Startskud i Herning

Men så en gang sidst i 1970’erne deltog Henning Sandau som formand i Landsforeningen i et møde på ”Fristedet” i Herning, hvor repræsentanter fra de fire partier i Folketinget, vi samarbejdede meget med (Socialdemokratiet, de Radikale, SF og VS), deltog. Dertil var også Inge Krogh fra Kristeligt Folkeparti [i dag Kristendemokraterne] med i panelet. Inge Krogh var nok i mindretal denne dag, men ikke sådan at slå ud, så diskussionen mellem hende og ”vores venner” blev heftig.

Og som debatten udviklede sig, kom repræsentanterne fra vores ”venne-partier” alle ind på, at man burde lave et udredningsarbejde for at få gennemført ligestilling.

Henning Sandau spurgte derfor alle de tilstedeværende politikere, om de ville være med til at nedsætte en kommission. Det ville vores venner – og de repræsenterede et flertal i Folketinget.

Det budskab var vi selvfølgelig meget glade for i Landsforeningen, og nu gik vi i gang med at forpligte politikerne til virkelig at nedsætte kommissionen. Det arbejde foregik i et forholdsvis fast forum med morgenmøder på Christiansborg mellem Landsforeningen og politikerne fra de venligtsindede partier. Spørgsmålet var jo: Hvad skal kommissoriet være, altså hvad skal kommissionen beskæftige sig med?

Vi endte med at få et meget bredt kommissorium igennem, så da ”Kommissionen til belysning af homoseksuelles situation i samfundet” kom i gang i november 1984 (Folketinget vedtog kommissionen i maj, men justitsminister Erik Ninn-Hansen havde ikke travlt) kunne den beskæftige sig med ting, som det offentlige hidtil ikke havde beskæftiget sig med. Kommissoriet blev nemlig som følger:

Idet det anerkendes, at homoseksuelle bør have mulighed for at leve i overensstemmelse med deres identitet og indrette sig herefter i samfundet, og idet det erkendes, at mulighederne herfor ikke er til stede i tilstrækkeligt omfang, skal kommissionen sammenstille og fremlægge tilgængelig videnskabelig dokumentation om homoseksualitet og homoseksuelles livsform samt foranstalte undersøgelser, der belyser homoseksuelles juridiske, sociale og kulturelle situation.

I forlængelse heraf skal kommissionen fremkomme med forslag til foranstaltninger, der sigter mod at fjerne eksisterende diskrimination inden for alle sektorer i samfundet, og som i øvrigt forbedrer de homoseksuelles situation, herunder forslag til bestemmelse for faste samlivsforhold.

Taktisk sammensætning

Forhenværende folketingsmedlem for SF, Poul Dam, blev formand. Næstformand og ekspert i ægteskabsret blev landsdommer Svend Danielsen. Dertil kom repræsentanter fra Socialministeriet, Justitsministeriet, Arbejdsministeriet, Undervisningsministeriet og Kulturministeriet. De radikale fik (indirekte) to medlemmer med – ikke som partiets repræsentanter, men personligt udpegede af regeringen –  Per Kleis Bönnelycke (tidligere formand for Landsforeningen) og Helle Jarlmose (tidl. næstformand i Landsforeningen og på det aktuelle tidspunkt formand for Dansk Kvindesamfund). Endelig blev overlæge, dr.med. Preben Hertoft medlem. Landsforeningen udpegede cand.jur. Mikkel Emborg og landsformand Henning Sandau som medlemmer.

Trods det brede kommissorium lykkedes det nu ikke reelt at få kommissionen til at beskæftige sig meget med de brede emner. Det skyldtes, at ministeren – som jo var imod kommissionens nedsættelse i det hele taget – vidste, hvordan man vanskeliggør og forsinker en kommissions arbejde. Som formand skulle man udpege en kendt person, som man formodede ikke arbejdede effektivt, og som ville være loyal over for ministeren, dvs. ikke ville iværksætte foranstaltninger uden ministerens forudgående godkendelse.

Ministeren udnyttede til en vis grad alle tricks i sammensætningen af kommissionen. På samme tid sikrede han et fast flertal for sine egne holdninger ved at indsætte et flertal af embedsmænd, som var bundet af deres embedspligt til at være loyal over for ledelsen af deres ministerium, dvs. regeringens holdning.

Justitsministeriet vidste godt, hvad de gjorde, da kommissionen blev nedsat, og der blev skabt en fast skillelinje mellem et flertal bestående af formandskabet og de ministerielle embedsfolk på den ene side og de landsforenings-venlige repræsentanter på den anden side. Når der var uenighed i kommissionen, og der skulle stemmes, var der altid en mindretalsgruppe på 5 (de to fra Landsforeningen, de 2 radikale og Preben Hertoft) og et flertal på 6.

Men det viste sig slet ikke at handle om, hvad selve kommissionen kunne eller ikke kunne blive enige om. Det var kommissionens mindretal, der var bedst i tråd med den generelle stemning i befolkningen – og ikke mindst i flertallet uden om regeringen i Folketinget.

Så de fleste af mindretallets – altså Landsforeningens – holdninger blev i sidste ende dem, som blev vedtaget af Folketinget, fordi der her var et flertal bestående af de partier, som foreningen nu i årevis havde samarbejdet med – et flertal imod den daværende regering.

Det så man tydeligst i det store emne i kommission, som var for/imod registreret partnerskab. Her var kommissionens flertal indædt imod – men det blev jo indført i 1989 og fortjener sit eget afsnit.

Andre resultater

Homokommissionens anbefalinger medførte dog nogle lovændringer, som faktisk skabte mere ligestilling mellem homo- og heteroseksuelle, nemlig omkring arveafgift og antidiskrimination.

Begge love byggede på delbetænkninger fra kommissionen, hvor flertallets pludselige villighed til at ændre loven på disse to punkter – som Landsforeningen havde arbejdet forgæves for i årevis – undrede os, ja, gjorde os lidt mistænksomme. Vores mistanke blev bekræftet i slutfasen af kommissionsarbejdet, hvor flertallet nu hævdede, at med ændringerne i to love var der ikke behov for at indføre registreret partnerskab!

Kommissionen mødtes i alt 26 gange og holdt et antal møder i underudvalg.

Alt i alt lykkedes det at få mange emner belyst, som ikke tidlige var belyst. Homokommissionen stod bag tre udgivelser, som belyste forholdene for lesbiske og bøsser i det danske samfund:

  • Kommissionens redegørelse ”Lyst eller nød? – Kvinders og mænds homoseksualitet”, september 1986 – udarbejdet af Karin Cohr Lützen og Henning Bech (de to forfattere var foreslået af Landsforeningen)
  • Bogen ”At prøve lykken. 25 lesbiske livshistorier” af Karin Cohr Lützen, Tiderne Skifter 1988
  • Bogen ”Mellem mænd. 20 livshistorier om lyst til andre mænd” af Henning Bech, Tiderne Skifter 1989

De er stadig værd at læse – som en vigtig del af vores historie.

Manglende opmærksomhed

Sideløbende med kommissionens arbejde havde vi set frem til en offentlig debat om bøsser og lesbiske og om deres livsvilkår, og kommissionen burde medvirke til at fremme en sådan debat. Dette skete dog kun gennem udsendelse af delbetænkninger og udgivelse af videnskabelige rapporter om bøssers og lesbiskes livsvilkår. Sådan noget skaber kun debat i meget begrænsede kredse, så den ønskede, offentlige debat udeblev stort set. Ærgerligt, når vi nu ellers havde et godt udgangspunkt.

Vi gjorde, hvad vi kunne for at orientere på generalforsamlinger og medlemsmøder – og i PAN-Bladet. Men kommissionsarbejdet kom ikke bredt ud i foreningen.

En væsentlig del af Landsforeningens medlemmer havde ikke meldt sig ind af politiske årsager. De meldte sig ind af sociale grunde, fordi de ville finde en partner, og medlemskabet var et ”balkort”, der gav billigere adgang til PAN-klubberne. Derfor var mange af foreningens ”gamle” medlemmer nok ikke så interesserede i (homo)politisk arbejde – og mange af de nye medlemmer af foreningen var meget unge og forholdt sig ikke meget til de emner, kommissionen beskæftigede sig med.

Dertil medførte spændingen mellem bøsser og lesbiske i foreningen, at de lesbiske interesserede sig mindre for det – især da kommissionen besluttede sig til ikke at ville beskæftige sig med børn. Det fik mange lesbiske til at stå fuldstændig af. Ganske forståeligt i dag, men dengang var det et bevidst valg, da vi var bange for, at det ville skabe politisk modstand at nævne noget med ”homoseksuelle og børn”.

Dertil var en del lesbiske sure over, at Landsforeningen besatte sine to pladser i kommissionen med to bøsser… Det var der en del palaver om i hovedbestyrelsen. Og set i bakspejlet var det også jo en fejl, men den eneste af de lesbiske i hovedbestyrelsen, der var egnet, ville ikke. Dertil var Mikkel Emborg var jurist – eller ved at blive det – og det mente vi, vi skulle gøre brug af. Men det var der da stor utilfredshed med.

Vi var også meget forsigtige med, hvordan vi udtalte os om parforhold. Vi sørgede for, at det ikke kom til at ligne et ægteskab, når vi udtalte os om det. For så ville der med garanti have rejst sig en kraftig modstand imod det.

Flere fronter

Arbejdet i Homokommissionen skete parallelt med, at Landsforeningen arbejdede for registreret partnerskab generelt og blev kraftigt involveret i arbejdet med at forebygge hiv/aids.

Det var ressourcekrævende opgaver, der belastede især foreningens ledelse i disse år.

Men med deltagelsen i Homokommissionen fik Landsforeningens ilddåb som en lobby-organisation, der gennem samarbejde og holdningsbearbejdelse påvirker politikere og andre beslutningstagere i den rigtige retning.

Henning Sandau