Forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet

Da Folketinget i 1986 vedtog udvidelsen af bestemmelserne i lovgivningen om forbud mod forskelsbehandling til også at omfatte ‘seksuel orientering’, gjaldt dette ikke arbejdsmarkedet. I Danmark har vi altid hyldet princippet om, at forholdene på arbejdsmarkedet skal reguleres af arbejdsmarkedets parter selv – altså fagforeningerne og arbejdsgivernes organisationer.

Imidlertid blev Landsforeningen i 1995 opmærksom på, at EU-parlamentet havde vedtaget et direktiv om, at medlemslandene skulle indføre et ‘forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet’ som omfattede: race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse eller national, social eller etniske oprindelse’.

Man ledte forgæves efter ‘seksuel orientering’ i teksten. Som den flinke elev i klassen, som Danmark i de fleste sammenhænge i EU altid er, fremlagde daværende arbejdsminister Jytte Andersen (S) et forslag til lovgivning på området. Hun holdt sig udelukkende til den oprindelige tekst i EU-direktivet – altså uden ‘seksuel orientering’. Så trådte Landsforeningen i karakter!

Bent Hansen fortæller: ”Vi tog kontakt til ministeren og påpegede, at dansk lovgivning på området burde være ensartet, når det som i dette tilfælde handlede om forbud mod forskelsbehandling og diskrimination. Desuden kontaktede vi en af vores trofaste støtter i Socialdemokratiet Dorte Bennedsen og drøftede sagen med hende. Hun indså straks, at det, som hun sagde: ‘Var nødvendigt med et politisk initiativ’. Herefter tog hun kontakt til sin partifælde, ministeren Jytte Andersen.”

Nogle uger efter blev lovforslaget fremsat i Folketinget. Til alles tilfredshed omfattede forslaget nu også ‘seksuel orientering’. Ministeren havde lyttet.

Det var efter Landsforeningens opfattelse et flot signal til arbejdsmarkedets parter. Blot havde loven en ulempe: Der var ‘omvendt bevisbyrde’. Det vil sige, at følte man sig forskelsbehandlet eller diskrimineret af sin arbejdsgiver, skulle man selv bevise, at det forholdt sig sådan.

”Det er i de fleste tilfælde vanskeligt at løfte en sådan bevisbyrde. Vi regnede da heller ikke med, at vi nu ville se en række af den slags sager; men alligevel kom den første, før vi anede det, og tilmed på meget nært hold”, fortæller Bent Hansen:

”Et af medlemmerne af Landsforeningens hovedbestyrelse, som repræsenterede vores afdeling i Sønderjylland, havde søgt en stilling som pædagogmedhjælper og havde fået tilbudt stillingen. Inden han skulle begynde på arbejdet, blev han imidlertid indkaldt til møde, hvor man ville forklare ham, hvorfor han alligevel ikke kunne få jobbet.”

Han anede uråd og kontaktede et andet medlem af vores hovedbestyrelsen, som arbejdede i HK og kendte til den slags sager. HK-manden rådede ham til at medbringe en tændt, men skjult diktafon i brystlommen og på den måde optage hele mødets forløb.

Trods nervøsitet og ubehag ved mødet fulgte han rådet, og optog forklaringen på, at han alligevel ikke kunne få jobbet som pædagog. ‘Det måtte han da kunne forstå, når de nu havde fundet ud af, at han var bøsse’. Til hans store tilfredshed kunne han bagefter konstatere, at optagelsen var blevet et perfekt bevis på, at de havde overtrådt dansk lovgivning.

Bent Hansen husker: ”Nu var det hans tur til at bede arbejdsgiveren om et møde assisteret af hans fagforening. Først nægtede arbejdsgiveren at have givet begrundelsen, at han var bøsse. Så blev det tid til at spille optagelsen for dem, hvorefter de måtte indrømme, at det jo præcis var, hvad de havde gjort. Vores hovedbestyrelsesmedlem fik en klækkelig erstatningssum og var glad for den hjælp og opbakning, han havde fået.”

Nok kan beviset være svært at løfte i den slags sager, men det kan altså godt lade sig gøre.

Bent Hansen