Supplerende spørgsmål til sundheds- og sygelighedsundersøgelsen blandt transpersoner

Oplysninger om selve sundheds- og sygeligheds undersøgelsen

Formålet med undersøgelsen er at få en grundlæggende viden om transpersoners sundhedstilstand. I Danmark har vi næsten ingen viden om transpersoners sundhed og trivsel, og vi vil med denne undersøgelse få en meget vigtig viden på området, som kan være med til at sætte fokus på transpersoners fysiske og mentale helbred. Spørgeskemaet henvender sig til alle, som identificerer sig som transperson eller som på noget tidspunkt har identificeret sig som transperson. Det er naturligvis frivilligt at deltage.

Dine svar behandles fortroligt. Alle, som arbejder med undersøgelsen, har tavshedspligt. Oplysningerne anvendes udelukkende til statistik, og resultaterne offentliggøres i en form, så enkeltpersoner ikke kan genkendes. Undersøgelsen er godkendt af Datatilsynet. Statens Institut for Folkesundhed er dataansvarlig.

For at få pålidelige resultater er det vigtigt, at flest muligt besvarer spørgeskemaet. Vi vil derfor opfordre dig til at fortælle andre transpersoner om undersøgelsen. Du må også meget gerne dele linket til undersøgelsen videre til transpersoner i dit netværk.

Spørgsmålene i denne undersøgelse er de samme som i den nationale Sundheds- og Sygelighedsundersøgelse, som blev gennemført senest i 2013. Dog har vi i denne undersøgelse tilføjet spørgsmål, der henvender sig specifikt til dig som transperson.

Spørgsmålene er udviklet i samarbejde med LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

For at besvare skemaet på internettet skal man gå ind på https://survey.enalyzer.com/?pid=n35f3h7r

Spørgeskemaet skal kun besvares én gang, også selvom man modtager et link til undersøgelsen flere gange. Besvarelsen kan desværre ikke afbrydes undervejs – hvis dette sker, vil man starte forfra på en ny besvarelse. Besvar venligst så hurtigt som muligt. På grund af anonymiteten kan vi ikke rykke for svar.