”Sølvbryllupsudstilling” i Rådhushallen i København

Til næste år, den 1. oktober 2014, kan vi fejre 25-års dagen for det registrerede partnerskab mellem personer af samme køn. Det markerer vi bl.a. med en udstilling i Rådhushallen i København fra 29. september til 8. oktober 2014.

Udstillingen skal ved hjælp af plancher og rekvisitter fortælle historien om det registrerede partnerskab, som Danmark – som det første land i verden – indførte i 1989. Udstillingen skal også vise betydningen af denne pionerindsats, som siden er blevet fulgt op af lignende typer af registrerede partnerskaber i mange andre lande og på fem kontinenter af det kønsneutrale ægteskab i 14 lande, bl.a. Holland i 2001, Danmark i 2012 og senest Frankrig, Uruguay og New Zealand i 2013. Det var en stor international begivenhed, da de første par af samme køn blev registreret på Københavns Rådhus i 1989. Vi forventer, at 25-års dagen i 2014 også vil give anledning til en hel del opmærksomhed ikke mindst i lyset af den ofte voldsomme debat, som partnerskab og ægteskab mellem personer af samme køn har medført praktisk taget overalt, senest i Frankrig og England. Læs om det registrerede partnerskab nedenfor – og lyt til musikken 🙂

Richardt Heers