Julebrev 2013

Julen 2013.

Kære vandrekvinder!

Vandregruppen står nu ved et vadested, idet Åse Bundgård efter 11 år forlader det koordinationsgruppen. Det giver anledning til at reflektere lidt over årene, der er gået, og hvad der skal ske fremover.

Det var Åse, der startede vandregruppen og aktivt sørgede for, at Helle og Bodil kom med. Sammen udviklede vi både vandregruppens struktur og dens værdigrundlag. Værdigrundlaget ser vi som et socialt samvær, der bygger på oplevelsen af og udfordringen ved at komme ud at gå i naturen.

Åse har i denne proces været markant med den energi og omhu, hun har lagt i projektet, hun har forfulgt problemer og sikret sig, at tingene var i orden – en form for kvalitetssikring, som vi vil bestræbe os på at følge op på.

Ganske vist var Åse på forkant, da hun fik ideen om en vandregruppe, men hun tænkte vel ikke på, at hun var en del af en trend. Bl.a. blev lignende vandregrupper dannet i Århus (gaiavandreklub@gmail.com) og i Oslo (Lesbisk Turlag).

I København er Lesbisk Vandregruppe efterhånden den eneste åbne mødeplads i den lesbiske subkultur uden for festmiljøet, hvilket også giver os en form for ansvar.

Det var på baggrund af ovenstående, at vi til vandregruppens julefrokost bad om lidt feedback for at fornemme, hvordan vandregruppen bliver opfattet. Resultatet blev grundlæggende en opbakning til værdigrundlaget og strukturen. Kvinderne gave udtryk for, at det at komme ud at gå på stier og uanset vejret opleve naturen i samvær med andre lesbiske var afgørende for at deltage.

Generelt blev vandregruppen opfattet som et rummeligt fællesskab, der var god til at tage imod nye. Der blev dog også givet udtryk for at, at dette fællesskab kunne forbedres. Vandregruppen er en god mulighed for at møde nye mennesker og deltage i en lesbisk subkultur. Her findes mangfoldighed og livsglæde og (næsten) ingen interne grupperinger.

Navnerunden er med til at skabe fællesskabet, og vi modtager gerne forslag til andre redskaber, som kan bruges til at fremme det.

Et andet gennemgående træk var tilfredsheden med strukturen, ikke mindst at man kunne deltage spontant uden at tilmelde sig, og at der ofte var mulighed for at stå på og af. Vandreturene er godt planlagt, generelt er der styr på tingene, og cafébesøget bagefter er bare et hit 🙂

Blandt det, der kunne forbedres, var der forslag om lidt mere information til nye i gruppen (dette kan evt. lægges på hjemmesiden), information om pauser fra starten samt mere samling på flokken, så gruppen ikke spredes. Der var ønsker om mere kultur, flere yngre kvinder 🙂 og flere sociale arrangementer, som ikke tager udgangspunkt i vandreture.

Desuden var der ønsker om flere korte ture med kort transporttid, og hvor man går langsommere, ligesom der var ønske om flere lange ture, gerne langt væk og gerne i flere dage (Bornholm, Fyn, Jylland, Sverige og Portugal).

Generelt var der et ønske om temature som f.eks. shelterture, natture, fuglekiggerture, singleture, lesbiske hundeture mv. Den opmærksomme læser vil have fundet ud af, at de kvikke årsplanlæggere har fået nogle af dem med på årsplanen 🙂

På grundlag af disse udmeldinger vil vi konkludere, at vi i udgangspunktet fortsætter som hidtil. Vores værdigrundlag vil fortsat være den lesbiske subkultur, som rummer fællesskab, mangfoldighed og vandreturenes naturglæder og udfordringer. Vi vil dog tillade os at tilføje ordet ansvarlighed. Fællesskab opstår kun, hvis de enkelte deltagere også føler sig ansvarlige for helheden, det er kun derfor gruppen kan fungere uden nedskrevne regler.

Vi opfatter vi os, som vi har gjort igennem alle 11 år, først og fremmest som koordinatorer. Vi fortsætter med at lave de ture, vi selv godt kan lide, resten må komme fra deltagerne. Vi ser gerne flerdagsture, korte ture, fester mv., men initiativet og arbejdet må komme fra de interesserede. Vi vil dog forbeholde os retten til at kigge over skulderen for at sikre kvaliteten, idet vi føler et ansvar over for de næsten 400 kvinder, som er på vores mailliste.

Til slut ønsker vi jer alle en glædelig jul og et godt nytår. Vi glæder os til at mødes efter nytår 🙂

Vandrehilsner fra Helle og Bodil