Se politikernes reaktion på Årets Laks

Medlemmer fra Folketingets sundheds- og ældreudvalg reagerer på modtagelsen af Årets Laks 2016. Udvalget får prisen for at bidrage positivt til transpersoners rettigheder.

Carolina Magdalene Maier, som er ligestillingsordfører for Alternativet og en af initiativtagerne til fjernelse af transseksualisme fra sygdomsliste:
”I Alternativet er vi lykkelige for, at det endelig er lykkedes at samle Folketinget til at flytte koderne for transkønnethed ud af kapitlet om psykiske sygdomme. Det er en ikke kun en sejr for Danmark, men har også kæmpe betydning for den internationale kamp for transpersoners rettigheder. Vi håber, dette bliver det første skridt til at sætte Danmark helt i front i verdenssamfundet i forhold til at kæmpe for lgbtq-rettigheder både nationalt og internationalt.”

Peder Hvelplund, sundheds- og psykiatriordfører for Enhedslisten:
”Fjernelse af transkønnethed fra diagnoselisten over psykiske sygdomme er et vigtigt skridt i kampen for ligestilling og lige rettigheder. Men så længe Sundhedsstyrelsens retningslinjer for behandling af transkønnede fortsat understøtter behandlingsmonopolet på Sexologisk Klinik må vi i Enhedslisten fastholde at der desværre er lang vej endnu. Den kamp vil vi i Enhedslisten fortsat kæmpe – både for transkønnede, men også for hele LGBT+ gruppen i det hele taget. ”

Liselott Blixt (DF), formand for Sundheds- og Ældreudvalget:
Vi er i Sundheds- og Ældreudvalget meget glade og beærede over at modtage ”Årets Laks”. Vi har i hele udvalget gennem længere tid haft fokus på LGBT-området og også opnået nogle gode fremskridt, senest i forbindelse med behandling af transkønnede. Derfor er det ekstra positivt at få en pris, som gives til personer, der gør en forskel, og vi vil i udvalget fortsat have opmærksomhed på LGBT-området”,

Jane Heitmann, sundhedsordfører for Venstre:
”Jeg glæder mig som Venstres sundhedsordfører utroligt over sammen med det øvrige Sundheds- og Ældreudvalg at modtage ”Årets Laks” og vi glæder os over, at vi – i tæt dialog med LGBT Danmark- har taget et vigtigt skridt til at få gjort op med forestillingen om, at en persons kønsidentitet er en medicinsk eller psykiatrisk tilstand.  Alle mennesker har ret til at leve deres liv i frihed, gå deres egne veje og frit vælge livsform og for os i Venstre er det afgørende at uanset køn, kønsidentitet eller seksuel orientering så skal man behandles med respekt og tolerance.”

På billedet ses Carolina Magdalene Meier, medlem af Folketingets sundheds- og ældreudvalg for Alternativet