Psykiatriske diagnoser bør ikke være en hindring for behandling af transkønnethed – det kan føre til selvmord!

DR3 sendte mandag den 14. september 2015 udsendelsen ”Mordet på Jannick”. Jannick Nordsted var transkønnet og havde diagnoserne Turrettes syndrom og ADHD.

Linda Thor Pedersen, transpolitisk talsperson udtaler efter at have set filmen: ”Det var en stærk og tankevækkende film”.
Hun udtaler videre: ”LGBT Danmark er bekendt med, at mange transkønnede bliver afvist behandling for deres transkønnethed, alene fordi de har en psykiatrisk diagnose.

Udenlandsk forskning viser, at en parallelbehandling af transkønnethed og psykiatriske problemer giver de bedste resultater.

I Danmark udsættes behandling af transkønnethed indtil psykiatriske diagnoser er under kontrol. Ofte vil den manglende behandling af transkønnethed forhindre, at de psykiatriske problemer kommer under kontrol”.

LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner opfordrer derfor, at sundhedsvæsnet ændrer praksis, så transkønnede, der har en psykiatrisk diagnose, kan få behandling for deres transkønnethed parallelt med deres psykiatriske problemer.

Filmen kan ses på adressen: https://www.dr.dk/tv/se/dr3-dok/dr3-dok-jannicks-mord

Henvendelse kan rettes til:
Linda Thor Pedersen
linda@lgbt.dk