Økonomiansvarlig under regnbuen

”Det er en central rolle i en organisation i rivende udvikling med en vigtig sag. Det er virkelig et drømmejob, hvor du sætter dit præg på vores fremtid,” fortæller sekretariatschef, Birgitte Munck Eriksen, som du refererer til.

  • Vil du arbejde for en verden og et samfund med lige muligheder for alle uanset kønsidentitet og seksuel orientering?
  • Vil du spille en bred rolle inden for alle aspekter af økonomi og regnskab samt udvikle sekretariatets økonomiske virkefelter og understøttende systemer og sagsgange?

En hverdag i en meget farverig organisation

LGBT Danmark – Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner – er en interesseorganisation med fokus på områderne kønsidentitet og seksuel orientering. Vi arbejder nationalt og internationalt for, at samfundets politiske, økonomiske, sociale og kulturelle strukturer udvikles til at anerkende og respektere en mangfoldig og inkluderende opfattelse af seksuel orientering og kønsidentitet.

Et stort og meningsfuldt ansvar

Som vores nye kollega får du ansvar for den daglige drift af vores økonomi- og regnskabsfunktion. Du får derfor en udfordrende og spændende rolle inden for 3 hovedområder: regnskab, budget og afrapportering. Derudover har du også systemansvar.

Din rolle indebærer, at du:

  • sikrer grundlaget for vores regnskab, herunder styring af den daglige drift af økonomi- og regnskabssystemet samt debitor- og kreditorstyring, opfølgning på tidsregistrering og månedslukning i tidsregistreringssystem, administration af ferieafholdelse og -optjening, medlemsindbetalinger, timer hhv. administrationsbidrag og kontakt til bank, revisor og det frivillige bagland i forhold til regnskabsaflæggelse.
  • udfører finansiel budgettering, monitorering og kvalitetssikring af LGBT Danmarks donorbevillinger i Danmark og i udviklingslandene. Derudover udarbejder og kvalitetssikrer du det samlede budget og følger op på alle driftsområder for LGBT Danmark.
  • deltager i at understøtte vores sags- og arbejdsgange med digitale løsninger til gavn for vores brugere, ligesom du er med til at udvikle og vedligeholde forretningsgange og intuitive og enkle digitale løsninger.

Team kampklar

Du kan se frem til at blive en del af sekretariatet, der består af 10 kolleger – projektledere, strategisk fundraiser, frivilligkonsulent, kommunikations- og pressemedarbejder, studenter, praktikanter og frivillige. Du arbejder tæt sammen med kolleger og frivillige i Sekretariatet, i Danmark og med internationale partnere. Desuden får du assistance på bogføringsopgaverne fra en studentermedarbejder.

”Vi har højt til loftet her hos os. Vi kæmper for en meget meningsfuld og vigtig sag,” fortæller Birgitte.

Energisk kollega med ambitioner

  • Du har en længere videregående uddannelse som HD, cand.merc. eller tilsvarende kombineret med 2-3 års erfaring fra en lignende rolle.
  • Du har en stærk økonomisk og regnskabsmæssig ballast, og du har flair for digitale løsninger samt et solidt kendskab til Excel, Power-BI og gerne systemkendskab til Economics, DataLøn mv.
  • Du har erfaringen til at analysere komplekse datasæt, og det er en fordel, hvis du har erfaring med budgetter og regnskaber på projektniveau.
  • Det er et stort plus, hvis du endda har erfaring med fondsområdet og rapportering til Danida/EU, ministerielle puljer samt forstår at sætte dig ind i donorkrav og nødvendigheden af at levere kvalitet til donorer og revisorer.
  • Du er vant til at arbejde med IT-systemer, og du har gode engelskkundskaber i skrift og tale.

”Vi leder efter en struktureret kollega, som har drivet til at tage et stort selvstændigt ansvar. Men det er også vigtigt, at du kan formidle dit fag på en letforståelig måde til kollegaer og øvrige samarbejdspartnere. Og så skal du bare glæde dig rigtig meget til at begynde her hos os,” slutter Birgitte.

LGBT Danmark opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset køn, kønsudtryk, alder, seksuel orientering eller etnicitet.

Er du interesseret i at høre mere, eller har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Birgitte Munck Eriksen på telefon 42 92 40 98.

Relevante ansøgere indkaldes løbende til samtale, så send dit CV og din ansøgning hurtigst muligt og senest den 7/3 2019 via “Søg jobbet online”-linket nederst på siden her. Vær venligst opmærksom på, at vi lukker processen, når vi vurderer, at vi har et relevant kandidatfelt at arbejde videre med. Tiltrædelse snarest muligt, men vi venter på den rette kandidat.

Vi ser frem til at høre fra dig.