Ny rapport viser store udfordringer for biseksuelle og transpersoner

Statens Institut for Folkesundhed har på vegne af Københavns Kommune udarbejdet undersøgelsen LGBT-sundhed – helbred og trivsel blandt lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner. ​

“Det er meget tilfredsstillende, at Københavns Kommune at taget ansvaret for, at denne undersøgelse er blevet til,” udtaler Søren Laursen, forperson for LGBT Danmark, “for den synliggør nogle alvorlige problemer, vi skal forholde os til. Når så mange mennesker i vores midte lider af dårligt helbred, dårlig psykisk trivsel og ensomhed, så har vi en væsentlig opgave foran os. Det her handler om menneskers ve og vel,” uddyber Søren Laursen. ​

“Undersøgelsen giver et detaljeret billede af transpersoners sundhed og trivsel i dag,” fortæller Linda Thor Pedersen, transpolitisk talsperson for LGBT Danmark. “For eksempel ser vi her konsekvensen af Sundhedsstyrelsens nye vejledning, nemlig en øget selvmedicinering blandt transkønnede, som skaffer sig hormoner mv. ad private kanaler og tager dem udenom sundhedsvæsenet. Vi får også synliggjort den massive utilfredshed med den oplevede kvalitet af behandlingen i det danske sundhedsvæsen. Rapporten sætter både tal på den dårlige trivsel og ord på de mange problemer, transpersoner kæmper med. Rapporten er et wake-up call til både myndigheder, politikere – dette er et aktuelt samfundsproblem,” forklarer Linda Thor Pedersen. ​

En anden gruppe, som træder tydeligt frem i rapporten, er biseksuelle. “Det er en meget vigtig observation, at biseksuelles helbred og trivsel adskiller sig væsentligt fra bøssers og lesbiskes. Biseksuelle har dårligere psykisk helbred og ringere sociale relationer,” forklarer Vivi Jelstrup, bipolitisk talsperson for LGBT Danmark. “Når det er tilfældet, er det et udtryk for, at biseksuelle oplever eksklusion i hele samfundet, inklusive LGBT-miljøet. Konsekvensen træder tydeligt frem og er klart målbar. Det fordrer nye tiltag for inklusion, hvis vi ikke fortsat skal lade gruppen i stikken,” uddyber Vivi Jelstrup. ​

For yderligere oplysninger

LGBT Danmark ​
Søren Laursen, forperson: sl@lgbt.dk
Linda Thor Pedersen, transpolitisk talsperson: linda@lgbt.dk
Vivi Jelstrup, bipolitisk talsperson: vivi@lgbt.dk

Københavns Kommune
Thomas Brahm, pressechef: thomas.brahm@suf.kk.dk

Se Københavns Kommunes pressemeddelelse og hent rapporten her:
http://www.kk.dk/nyheder/lgbt-personer-k%C3%A6mper-med-d%C3%A5rligt-helbred