Massiv diskrimination af bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner i EU

På IDAHO, Den Internationale Dag Mod Homofobi og Transfobi viser to undersøgelser, at der stadig er lang vej, før lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner er ligestillede i EU og resten af Europa.

En ny meget omfattende undersøgelse fra EU’s Agentur for Fundamentale Rettigheder, FRA, viser tværtimod, at homofobien og transfobien trives i EU.

93.000 lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner fra EU’s 27 medlemslande og Kroatien, har svaret på FRA’s undersøgelse.

– Og undersøgelsen viser, at mange LGBT-personer ikke kan være sig selv i deres daglige liv. Mange skjuler deres identitet og lever i isolation og nogen steder ligefrem i frygt. Andre bliver udsat for diskrimination eller vold, siger Martin Christensen, International Talsperson i LGBT Danmark.

Et område, hvor det er vigtigt at sætte ind uanset hvor i EU vi er, er i skolerne. Her har 85 % af de danskere, som har svaret på undersøgelsen, oplevet negative kommentarer eller lignende over for en skolekammerat, som blev opfattet som LGBT. I EU som helhed er gennemsnittet 91 %. Og 63 % af danskere med LGBT-baggrund skjulte ofte – eller altid – deres seksuelle orientering eller kønsidentitet da de gik i skole.

– Det er et alt for højt tal. Det er vigtigt, at der sættes ind. LGBT Danmark har sammen med Institut for Menneskerettigheder været med til at udvikle et undervisningsmateriale, som kan være en hjælp til at tage hul på problemet. Men der er brug for en massiv indsats i hele EU, påpeger Martin Christensen.

Når det gælder generel diskrimination eller chikane på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet, så viser undersøgelsen at 31 % af de danskere der har svaret, at de har oplevet det inden for de sidste 12 måneder. Det er det næstlaveste i EU, kun Holland med 30 % er lavere. Til gengæld har 61 % af Litauerne oplevet diskrimination på egen krop i samme periode. I EU som helhed var det de lesbiske, der var mest udsatte for diskrimination.

Når det gælder diskrimination på arbejdspladsen er danske LGBT-personer dem, der føler sig mindst diskriminerede i EU. 11 % har oplevet diskrimination inden for de sidste 12 måneder. Cyprioterne er dem, som føler sig mest diskriminerede på dette område. EU-gennemsnittet er 20 %, men for transpersoner er tallet næsten en halv gang større nemlig 29 %.

22 % af Danske LGBT-personer har oplevet diskrimination uden for arbejdsmarkedet, mens Litauen igen ligger i top med 42 %. EU-gennemsnittet er på 32 % og for transpersoner er tallet 38 %

Når LGBT-personer i EU bliver spurgt om de har anmeldt diskrimination, hvis de har været udsat for det, er svaret i overvældende grad “Nej”. Og som årsag angives først og fremmest, at det ikke ville gøre nogen forskel, at det ikke ville hjælpe. Og mange kender heller ikke deres rettigheder.

FRA’s undersøgelse viser altså, at danske homoseksuelle hører til dem der føler sig mindst diskrimineret i EU. Men på det lovgivningsmæssige område er Danmark ikke i førertrøjen.

Det viser den årlige gennemgang af den juridiske situation, som ILGA-Europe, den europæiske paraplyorganisation med over 400 medlemmer i 45 europæiske lande, har lavet. Her scorer Danmark 57 % ud af mulige 100 %.

Herved ligger vi i et pænt midterfelt. Højeste score har Storbritannien med 77 % mens Rusland har 7 %. Sverige og Norge ligger begge på over 60 %. Det samme gør Holland, mens Danmark ligger på 57 %.

På plussiden tæller naturligvis at det sidste år blev muligt for personer af samme køn at blive gift. Men den vigtigste årsag til at Danmark ikke ligger højere er, at lovgivningen på transområdet er forældet, for eksempel i forhold til juridisk kønsskifte og adgang til kønsjusterende behandling.

– Det er del af regeringsgrundlaget og der er nedsat en embedsmandsarbejds-gruppe, der skal komme med forskellige modeller for, hvordan man kan gøre lovgivningen mere tidssvarende, og gøre adgangen for transpersoner til juridisk kønsskifte lettere. Det er et vigtigt arbejde, som vi ser frem til, slutter Martin Christensen.

Kontakt

Martin Christensen, International Talsperson i LGBT Danmark.

Fakta