LGBT+ Rådgivningen i København søger nye frivillige psykosociale rådgivere 

LGBT+ rådgivningen er et queer-to-peer tilbud til alle, der har spørgsmål om køn, krop eller seksualitet og ønsker at vende dem med nogen i et fortroligt rum. Flere og flere henvender sig til os, og vi har brug for nye kolleger, der vil være med til at gøre en forskel for en stor og mangfoldig målgruppe. LGBT+ Rådgivningen er en del af LGBT+ Danmark, og vi har rådgivningstilbud i både København og Aarhus. Vi har både en psykosocial og juridisk afdeling, som arbejder tæt sammen. Vi har aktuelt åbent 3x om ugen (mandag og tirsdag i Kbh – torsdag i Aarhus) og rådgiver via telefon, mail, chat og samtaler ved personligt fremmøde.   

Som frivillig i LGBT+ Rådgivningen får du  

  • Et frivilligjob, hvor du gør en kæmpe forskel for både LGBT+ personer, deres nærtstående og mennesker, som gør sig tanker om deres køn og seksualitet   
  • En solid uddannelse i rådgivningsmetoder og samtaleteknik over to weekender  
  • Grundig oplæring på vagter sammen med erfarne kolleger  
  • Løbende supervision og kompetenceudvikling  
  • Mulighed for at deltage i en årlig frivilligkonference sammen med LGBT+ Danmarks øvrige frivilliggrupper   
  • Muligheden for at blive en del af et LGBT+ fællesskab med et stærkt sammenhold, som hjælper og støtter hinanden   

Vi opfordrer alle uanset køn, kønsidentitet, alder, handicap, uddannelse, tro og etnisk baggrund til at søge. Vi bestræber os på at have en bred repræsentation af rådgivere. Teamet i København består af ca. 20-25 rådgivere og vi er gerne omkring 4-5 på vagt sammen. Vi lægger vægt på at have et godt arbejdsmiljø, hvor vi er trygge ved at sparre med og lære af hinanden. Derfor prioriterer vi også fællesskabet i teamet højt gennem sociale arrangementer og fællesmøder.  

Vi søger dig, der  

  • er åben omkring din egen køns- og seksualitetsforståelse  
  • har interesse i eller viden om LGBT+ området
  • er omsorgsfuld, god til at lytte og har overskud til at møde andre der, hvor de er 
  • er et sted i livet, hvor du har overskud til at være et positivt forbillede for andre   
  • måske har erfaringer med transoplevelser og -forståelser   
  • måske har erfaring med rådgivning eller med at arbejde med køn, krop og seksualitet i anden sammenhæng (eller er interesseret og i at vide mere)   
  • kan deltage i to uddannelsesweekender hhv. d. 5. og 6 april og 3. og 4. maj i 2025 i København  
  • kan tage to vagter om måneden fra kl. 17:45 til 20:30 
  • kan deltage i 3-4 årlige opkvalificeringer og 2-3 årlige gruppesupervisioner 
  • kan deltage i et kvartalsmæssigt fællesmøde med rådgivergruppen enten fysisk eller online 

Praktisk  

Rådgivningen har aktuelt åbent fra kl. 18-20 mandag og tirsdag i LGBT+ Danmarks lokaler på Vestergade 18E 2sal. Rådgivningen kommunikerer og organiserer sig i deres kanal på Microsoft Teams. Derfor er det vigtigt at man som rådgiver aktivt følger med i og svarer på beskederne der løbende.

Kontakt  

Er du interesseret i at blive en del af teamet, så send en ansøgning på max 1. side til frivilligkoordinator Flor Ma Lysgaard på hvor du fortæller hvorfor du har lyst til at blive en del af LGBT+ Rådgivningen.

Ansøgningsfrist: søndag d. 20. februar 2025

Vi holder samtaler 27. februar 2025 kl. 18-21 på LGBT+ Danmarks Sekretariat i Vestergade 18E, 2.sal. 

Læs mere på lgbt.dk/raadgivning/.

Bor du i Aarhus og omegn? Her leder vi også efter nye rådgivere: Bliv rådgiver i den psykosociale rådgivning i Aarhus.