LGBT Ordbogen – nyt værktøj til forståelse af køn og seksualitet tilgængelig

LGBT Danmark – landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner – offentliggør nu anden udgave af LGBT ordbogen på deres hjemmeside, og gør den dermed frit tilgængelig for alle interesserede.

01_LGBT Ordbog Forside

 

Værktøjet, der retter sig såvel mod fagfolk som studerende, belyser kendte såvel som mindre kendte begreber, der har med køn og seksualitet at gøre. Ordbogen kan benyttes af alle med en interesse i køn og seksualitet og tydeliggør de forskellige begrebers betydninger.

I forhold til første udgave, der udkom i februar 2013, er en håndfuld begreber revideret og gjort mere tydelige. Ordlisten er derudover udvidet, så den tæller over dobbelt så mange begreber som førsteudgaven – over 500 begreber er beskrevet i den nye udgave.

Den nye udgave byder som noget nyt på flere appendikser, der kan hjælpe til at give én et overblik over f.eks. ordbogens forskellige begreber for seksuel eller romantisk orientering, hvilke kønsidentiteter der findes, de forskellige former for tiltrækning, hvad det vil sige at være interkønnet, aseksualitet og aromantik, begreber under den biseksuelle paraply samt betydningerne af de mange forskellige flag og symboler i lgbt-miljøet.

I ordbogen kan du bl.a. finde forklaringen på, hvad det vil sige at miskønne en person, hvad en binder er, hvornår man er et offer for hævnporno, hvad krydsorientering går ud på, hvad et privilegium forstås som og hvad der kendetegner et squish.

Ordbogen er beregnet for alle, der arbejder med lgbt-relevante emner, og kan med fordel benyttes af undervisere, sundhedspersonale, rådgivere, jurister, journalister, forskere eller studerende – og i øvrigt alle, der interesserer sig for kønsidentitet og seksuel orientering. Skal du undersøge eller videregive informationer om personers kønsidentitet eller seksuelle orientering, eller samtale med dem om disse emner, så er det godt at være klædt på til opgaven ved at kende en del af begreberne i ordbogen.

Vi håber, at listen vil bidrage til større forståelse og viden.

Ordbogen kan findes her: http://lgbt.dk/om-os/lgbt-ordbog/

For yderligere information eller kommentarer: Søren Laursen (forperson), sla@lgbt.dk – Martin Spangsbro-Pedersen (ordbogsredaktør), msp@lgbt.dk.