LGBT – minus B

Af Vivi Jelstrup, tidligere forperson for LGBT Danmark, Bi-politisk udvalg.

Mange er blevet helt gode til at sige ’lgbt’ (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner). Undtagen ét sted – i mediernes overskrifter! Dér er det åbenbart for knudret, for læserne og seerne skal jo have tingene serveret i letfattelig form. Og ’homoseksuel’ er da meget mere forståeligt og næsten det samme – ikke? T’et bliver nogle gange omtalt alene, men de gange, b’et har optrådt alene, er til at tælle på én hånd i de sidste 12 år.

Både homoseksuelle af mere end ét køn, biseksuelle af mere end ét køn og transpersoner af mere end ét køn har glæde af den fælles platform, det internationale begreb ’lgbt’ står for.

Men hvorfor er b’et mere usynligt end de andre? Og hvorfor har nogen overhovedet brug for at samles og støtte hinanden på grundlag af seksuel orientering (hvilke(t) køn man tiltrækkes af) og/eller kønsidentitet (hvilket køn man føler sig som). Flertallet i befolkningen ser nok sig selv som ciskønnede (føler sig som det køn, de blev tildelt ved fødslen) og heteroseksuelle (tiltrækkes af det andet køn romantisk, følelsesmæssigt og seksuelt). Mange kulturer bygger på, at det er den rigtige måde at leve på, og love går som regel ud fra dette – andet har i perioder været set som kriminelt eller som sygdom. Heldigvis er mange lande kommet videre, nemlig til at se retten til at være den man er. Det kræver dog mange ændringer af love at tilgodese alles rettigheder.

I løbet af det tyvende århundrede opnåede bøsser og lesbiske en respekt, som tidligere havde været utænkelig. Hvad mange glemmer er, at biseksuelle og transkønnede deltog i kampen for homorettigheder – mens deres egne rettigheder forblev ufortalte. De var en del af ”homomiljøet” og var solidariske, men blev overset fordi de ikke var ”rigtige” homoer. Senere er der så opstået grupper af biseksuelle og grupper af transkønnede.

At mødes med sin egen minoritet er første skridt mod en frigørelse fra egne og andres fordomme. Ja, det allervigtigste er nok at bekæmpe frygten; og det gøres bedst kollektivt – ved at møde andre af ”samme slags” og se på ligheder og forskelle i livsstil og holdninger samt få bekræftet, at ”vi oplever meget af det samme”, men også at ”vi er forskellige”. Når gruppen er i en større sammenhæng – L, G, B og T – lærer vi accept af endnu flere, selvom det kan være svært.

Transkønnede har opnået synlighed pga. kampen for basale rettigheder – fx at blive fjernet fra lister over psykiske sygdomme. Biseksuelle nyder godt af rettigheder som homoseksuelle har opnået (fx kønsneutralt ægteskab), når de har en partner af samme køn.

Men love er ikke alt. Nogle vanskelige situationer for biseksuelle kommer af ikke at høre til nogen steder, men at falde mellem to stole: Heteromiljøet styrer frokostpauser på arbejdet og homomiljøet styrer flere af mødestederne. Som bi kan du fx ikke bare springe ud for dine kolleger, men bliver set som din partners partner, altså: Er partneren af samme køn, må du jo være homoseksuel, er partneren af et andet køn, må du være heteroseksuel. Med andre ord er biseksuelle usynlige, indtil de evt. får en partner af et andet køn end tidligere – og så må de jo have skiftet seksuel orientering? Nej, biseksuelle er altid biseksuelle. Man mister jo heller ikke sin seksuelle orientering, når man er single.

Seksuel orientering ligger dybt i os. Den viser sig fx i, hvem vi kigger efter på gaden, hvem vi tiltrækkes af i film, hvem vi fantaserer om – også i et monogamt forhold. Men biseksuelle skal vel have både en kvinde og en mand, og kan ikke nøjes med ét køn, er det ikke essensen? Hm – jeg kender rigtigt mange biseksuelle, men jeg har mødt få, der har det sådan. For flere betyder dét at kunne tiltrækkes af mere end ét køn (ikke nødvendigvis på samme tid, på samme måde og i samme grad), at kønnet faktisk er mindre betydningsfuldt end for mange andre; personligheden er dét, mange bier tiltrækkes af – om det så er en mand, en kvinde eller nogen, hvis kønsidentitet ligger midtimellem, er mindre vigtigt.

Der er mange måder at være bi på – og mange begreber, som falder ind under samlebetegnelsen ’biseksuel’, eksempelvis panseksuel, homofleksibel, heterofleksibel, flydende seksuel orientering, biromantisk* m.m. Derimod er lysten til én eller flere partnere på samme tid ikke bestemt af ens seksuelle orientering. Både hetero-, bi- og homoseksuelle kan foretrække polyamorøse forhold (flere kærlighedsforhold på samme tid), åbne forhold (hvor parterne aftaler at kunne have sex med andre) eller monogame forhold (hvor begge holder sig til partneren romantisk og seksuelt). Og så er der jo en hel del singler.

En anden fordom er, at biseksuelle skulle være særligt seksuelt hungrige. Det er forkert – ens grad af libido afhænger ikke af den seksuelle orientering. Nogle er endda aseksuelle, men tiltrækkes romantisk af mere end ét køn. En tredje fordom er at man må vælge – homo eller hetero. Forhåbentlig fortæller ovenstående, hvorfor det ikke er tilfældet.

Fordomme om bier er der uendeligt mange af – det er vel lettere at forholde sig til to modsætninger; mand/kvinde, homo/hetero, men verden er mere farverig. Mange forveksler også seksuel orientering med seksualitet, som jo handler om meget andet.

23. september er Celebrate Bisexuality Day. Er der behov for en sådan dag? Det er hyggeligt at fejre sig selv og sine ligesindede, men der er en alvorlig baggrund også: Undersøgelser i flere lande viser, at lgbt’ere og særligt biseksuelle er yderst sårbare med hensyn til psykisk helbred, vold i hjemmet og selvmordsforsøg. Det er ikke svært at forstå, når vi ser på livsbetingelserne, som byder på et manglende miljø (der findes én bigruppe i Danmark, som mødes jævnligt), fordomme som kan ramme hårdt fra både heteromiljøet og homomiljøet, en partner som kan blive jaloux over både kvinder og mænd, vanskeligheder med at springe ud, samt det måske allervigtigste: Manglende synlighed. En del kendisser er sprunget ud som bøsser, ganske få lesbiske, men næsten ingen bier, bortset fra nogle popsangere, og dermed en ny fordom: Biseksualitet er et modefænomen.

Som biseksuel er der altså ingen at identificere sig med – og i romaner og film bruges biseksuelle, når de ellers er der, oftest som nogen man ikke kan stole på. Seksuel orientering er en identitetsfaktor – derfor er ordentlige rollemodeller vigtige. Heldigvis er der dukket enkelte film op med en biseksuel hovedrolle, som forekommer realistisk, men biseksualitet nævnes aldrig med et ord, og som regel ender det ulykkeligt.

Nogle undersøgelser viser, at det hjælper, når biseksuelle springer ud over for deres omgivelser og omgås andre bier. Derfor er det vigtigt med et socialt miljø. Mange lever faktisk som biseksuelle – forelsker sig i forskellige køn, har nogle gange forhold til kvinder, andre gange til mænd, eller er i et fast forhold, men har af og til sex med én af et andet køn end partneren – uden at kalde sig biseksuelle. Det er nemmere at lade som om man er hetero eller homo, og måske vil vennerne afvise én, når man ikke er som dem? Denne strategi er forståelig, men det koster at skjule noget af sig selv – og det hjælper ikke andre bier til selverkendelse. Det er svært at forlange andres accept, hvis man ikke har sin egen.

Derfor er det vigtigt at tale om, vise og på andre måder synliggøre biseksuelle – nogle tror ligefrem, at biseksualitet ikke findes. Det er derfor en opgave at vise, at det er muligt at leve som biseksuel, og at det er OK. På sigt vil det føre til bedre trivsel for alle bier.

*For nærmere definitioner af begreberne i teksten – se LGBT-ordbogen her: http://lgbt.dk/om-os/lgbt-ordbog/