LGBT Danmark hilser ny rapport om diskrimination af transpersoner velkommen

Tirsdag den 4. februar 2014 offentliggjorde Amnesty International sin rapport: ”The state decides who I am: – Lack of legal gender recognition for transgender people in Europe”, om transkønnedes forhold i Danmark, Finland, Norge m.fl.

I rapporten beskriver Amnesty International den behandling transkønnede tilbydes i Danmark. I Danmark skal transpersoner bl.a. kastreres for at få et juridisk kønsskifte, og skal ifølge de nuværende regler diagnosticeres med den psykiske lidelse ”transseksuel” for at modtage hormonbehandling og operationer. En sygeliggørelse og umyndiggørelse af raske mennesker som LGBT Danmark tager stor afstand fra og længe har kæmpet for at ændre. Amnesty International anbefaler den danske regering, at fjerne kastrationskravet i forbindelse med juridisk kønsskifte, fjerne diagnosen ”transseksuel” og dermed transpersoner fra listen over psykiske lidelser, og erstatte årelange psykiatriske udredninger med informeret samtykke i forbindelse med hormonbehandling og operationer. Dette bakker LGBT Danmark op og vil bruge rapporten i kampen for bedre rettigheder for transpersoner i Danmark. Rapporten understreger, hvordan transkønnedes menneskerettigheder krænkes i Danmark, og hvordan sygeliggørelsen piner raske transpersoner.

LGBT Danmark opfordrer derfor til, at regeringen og Folketinget handler og ændrer forholdene for transpersoner i Danmark.