LGBT Danmark har fået ny Landsledelse

Landsmødet valgte i weekenden nye medlemmer til landsledelsen. En af de store opgaver for den nye landsledelse bliver at kigge på, hvordan LGBT Danmark kan styrkes til fremtiden.

Hvor skal LGBT Danmark hen som organisation, og hvad skal den arbejde for? Det bliver en af den nye landsledelses store opgave at få defineret. Inden næste landsmøde, som vil blive afholdt i Århus i 2017, skal den nye landsledelse tage initiativ til en høringsproces om foreningens fremtidige struktur og aktiviteter. Det vedtog landsmødet med et overvældende flertal. Høringsprocessen vil være åben for alle medlemmer og vil afdække ønsker og idéer til, hvordan foreningen kan arbejde, udvikles og vokse. Arbejdet skal munde ud i, at der bliver udarbejdet forslag til mål og metoder for LGBT Danmarks arbejde og vækst.

Velkommen til de nye, tak til de afgående
Og nogle af de personer, som skal være med i processen, er de nye medlemmer af LGBT Danmarks landsledelse. Når landsmødet afholdes i København, vælges fire ud af ni medlemmer, og på valg fra den siddende ledelse var denne gang Linda Thor Pedersen, Kenneth Engberg, Peter Lundsberg og Ask Ulrich Petersen. Valgt blev Ask Ulrich Petersen og tre nye kandidater – Karoline Vind Thomas Kinch Volstrup og Andreas Nielsen. Der lød en stor tak til de afgående medlemmer for deres hårde arbejde for foreningen og LGBT-miljøet og et varmt velkommen til de nye medlemmer, som skal være med til at vise vejen ind i fremtiden.

Fremme kønsforståelse
På Landsmødet er det desuden muligt for medlemmerne at stille forslag, som foreningen kan tage med i sit videre arbejde. Resolutionsforslagene kan stilles direkte på mødet, men er ikke bindende for Landsledelsen. Landsmødet vedtog blandt andet en resolution, som skal fremme en kønsforståelse, som går ud over den binære, altså at verden består af andet end biologiske mænd og kvinder. LGBT Danmark opfordres til at arbejde for at fremme vilkårene for ikke-binære og interkønnede personer.

”En sådan indsats vil sende et stadigt stærkt globalt signal om Danmark som foregangsland for LGBT+-rettigheder, og vise at LGBT Danmark lytter til internationale og danske strømninger i vejen for inkludering af alle under LGBT+-paraplyens paroler. Foreningen kan med fordel tilslutte sig eller få inspiration fra den eksisterende tredjekønsbevægelse. Derved vil foreningen også sende et signal til danske LGBT+-personer om accept og forståelse af sådanne identiteter,” skrev forslagsstillerne Irae Dahl og LGBT+ Ungdom i forslaget, som blev næsten enstemmigt vedtaget.

Bedre forhold for sexarbejdere
I nogle dele af verden er sexarbejde den eneste måde hvorpå mange LGBT-personer kan ernære sig. Særligt transpersoner er tvunget ud i sexarbejde. Landsmødet vedtog derfor en resolution, som opfordrer Landsledelsen til på landsmødet 2017 at fremlægge en politik for sexarbejdere. Politikken skal forholde sig til sexarbejdernes rettigheder, forhold og sikkerhed både på nationalt og internationalt plan. Forslaget begrænser sig til sexarbejde, hvor udvekslingen af seksuelle ydelser foregår mellem personer ved gensidigt samtykke og mod vederlag. Forslaget omfatter derfor ikke personer, som gør det som følge vold eller tvang eller under trusler om dette, da dette er en sag for politimyndighederne, påpegede forslagsstiller Søren Battrup.

På billedet ses Søren Laursen, forperson i LGBT Danmark, i færd med at gennemgå Landsledelsens beretning for 2016.

Læs LGBT Danmarks beretning2016