Ledende ugandisk LGBT aktivist dræbt

En af de ledende skikkelser i den afrikanske kamp for seksuelle rettigheder, David Kato, er blevet dræbt. Amnesty International og LGBT Danmark arrangerer mindehøjtidelighed ved Ugandas ambassade fredag klokken 15.30.

David Kato blev i går eftermiddag slået ned i sit hjem og døde på vej til hospitalet. David Kato var en af de mest synlige aktivister i Sexual Minorities Uganda (SMUG), og han var i oktober 2010 på en meget omtalt liste over 100 homoseksuelle, som blev publiceret med navn, foto og adresse i den ugandiske avis Rolling Stone under overskriften ”Hang Them”. En ugandisk højesteretsdommer dømte 4. januar avisen for brud på privatlivets fred og forbød lignende ”outinger”. En afgørende dom i et land, hvor homoseksuelles rettigheder er under voldsomt pres.

Drabet sker blot få måneder efter, at David Kato i sommer besøgte Danmark under Copenhagen Pride. Her modtog han sammen med Amnesty International LGBT Danmarks pris for arbejdet for homoseksuelles, biseksuelles og transseksuelles (LGBT) rettigheder i Uganda og Afrika. Besøget kom blandt andet på baggrund af den omstridte Anti-Homosexuality Bill – et lovforslag, der sigter direkte mod at udrydde homoseksualitet i Uganda, og som har været medvirkende til en voldsom homofobisk bevægelse i landet. Ugandiske homoaktivister, herunder David Kato, har således modtaget adskillige dødstrusler.
Der er ikke fuldstændig klarhed om, hvad der skete, da David Kato blev dræbt, men det er nærliggende at knytte drabet til stigmatiseringen af homoseksuelle i Rolling Stone. Samtidig er sikkerhedssituationen for LGBT-befolkningen i Uganda blevet betydeligt forværret siden anti-homoloven blev fremsat i oktober 2009, og der rapporteres om et stigende antal overgreb mod seksuelle minoriteter.
Amnesty International har arbejdet sammen med Sexual Minorities Uganda på en række områder, og Amnesty International og LGBT Danmark diskuterede blandt andet mulighederne for at støtte kampen i Uganda under David Katos besøg i Danmark under Copenhagen Pride.
Amnesty og LGBT Danmark opfordrer på det kraftigste de ugandiske myndigheder til at sørge for, at landets LGBT-personer beskyttes mod vold og overgreb, at drabet på David Kato efterforskes hurtigt, og at der tages offentligt afstand fra hadefulde ytringer om homoseksualitet.

”Drabet på David Kato er et tilbageslag for arbejdet for homoseksuelles og andre seksuelle minoriteters menneskerettigheder i Uganda og Afrika, og vi er alle dybt berørt. Sagen understreger vigtigheden af at styrke kampen, og vi opfordrer også de danske myndigheder til at fordømme drabet”, udtaler Amnesty International og LGBT Danmark.

Amnesty International og LGBT Danmark arrangerer fredag klokken 15.30 en mindehøjtidelighed foran Ugandas ambassade i København. Adressen er:

UGANDA EMBASSY, SOFIEVEJ 15
2900 HELLERUP

www.ugandaembassy.dk