Københavns kommune svigter de hiv-smittede

Med gårsdagens beslutning i sundhedsudvalget om at skære 1,1 mio på bevillingerne til hiv/aids-området, svigter Københavns Kommune de hiv-smittede

Besparelsen går bl.a. ud over rådgivning og værested for hiv-smittede, hvor de kan møde op og få støtte til de problemer, der stadigt er med et liv som hiv-smittet. Dette medfører også en øget risiko for at hiv-smittede marginaliseres og udstødes fra homomiljøerne. Ved denne marginalisering ved vi, at der opstår større forekomst af risikoadfærd og dermed en større smittespredning.

”Det er helt uforståeligt, at Københavns Kommunes sundhedsudvalg vælger at spare på dette område, som går ud over en af de svagere grupper i LGBT-miljøet ovenpå festtalerne under Outgames. Her viser kommunen, at den godt ville bevillige penge til fest, men når det kommer til livsbetingelserne for de LGBT-personer der lever i København til hverdag, står det åbenbart anderledes til,” udtaler Anders Pedersen sundhedspolitisk talsperson i LGBT Danmark – Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Besparelsen sker som konsekvens af, at man har valgt ikke at videreføre den kommunale hiv/aids-plan, som har løbet over de sidste år, og som blev positivt evalueret af COWI i år med klare indikationer på, at indsatsen havde stor betydning for hiv-forebyggelsen i København.

Besparelsen er en nedskæring på omkring 75% i forhold til den hidtidige hiv-aidsplan. Sundhedsudvalget har kun valgt at bevare en testindsats i stop aids regi.