Kampen for menneskerettighederne skal styrkes i dansk udviklingspolitik

LGBT Danmark har indsendt høringssvar til regeringens nye udviklingspolitiske og humanitære strategi med forslag om, at den rettighedsbaserede tilgang fremhæves og prioriteres højere i udviklingsarbejdet. I den forbindelse bør der desuden i særlig grad sættes fokus på udsatte og forfulgte minoriteters menneskerettigheder.

Det gælder ikke mindst LGBT-personer, som forfølges og diskrimineres af både myndigheder og befolkning på grund af deres seksuelle orientering, kønsidentitet eller kønsudtryk i en række af de lande, som Danmark i årevis har støttet med betydelige midler og dermed prioriteret højt i udviklingsarbejdet.

LGBT Danmark har projekter i danske prioritetslandene som Tanzania og Uganda, hvor vi arbejder for at styrke lokale LGBT-organisationer i deres kamp for et bedre og mere sikkert liv. En aktiv og synlig opbakning og indsats fra et så væsentligt og mangeårigt donorland som Danmark er af uvurderlig betydning for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoners menneskerettigheder i disse lande og i en række andre homofobiske og transfobiske lande, som Danmark har et udviklingspolitisk samarbejde med.

Læs LGBT Danmarks høringsvar (Udviklingsstrategi_LGBTDK) og få yderligere oplysninger om den nye udviklingspolitiske strategi på Udenrigsministeriets hjemmeside www.um.dk.