Første ægteskab mellem to personer af samme køn i Sydamerika

Danmark halter håbløst bagud

Den 1. december indgår to mænd ægteskab i Buenos Aires, Argentina. Det er første gang i et latinamerikansk land det sker.

Ægteskab mellem to personer af samme køn kan indgås i Norge, Sverige, Holland, Belgien, Spanien, Canada, visse amerikanske og australske stater, samt Sydafrika.

”Hvorfor er det, politikerne i Danmark ikke vil indføre kønsneutralt ægteskab”, spørger HC Seidelin, forperson for LGBT Danmark. I 1989 skrev vi verdenshistorie ved at indføre registreret partnerskab, men siden Holland i 2001 som de første åbnede ægteskabet for par af samme køn, er Danmark agterudsejlet.

Der er den 18. november fremsat beslutningsforslag i Folketinget om kønsneutralt ægteskab. Forslaget er fremsat af Liberal Alliance.

Baggrund

De to mænd Alex Freyre og Jose Maria Di Bello fik ved en lokal domstol medhold i, at det er forfatningsstridigt at nægte par af samme køn at indgå ægteskab. Afgørelsen ville have kunnet omstødes af Buenos Aires bystyre, men borgmesteren besluttede, på trods af massive protester fra den katolske kirke, ikke at gøre dette. Således kan parret, som de første i Latinamerika i morgen indgå ægteskab.

Vedlagt: LGBT Danmarks bemærkninger til beslutningsforslag B 56