FN højkommissær møder LGBT Danmark

Navi Pillay, FN højkommissær for menneskerettigheder, mødte danske NGO-er.

Den 20. februar mødtes FNs højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay, med danske civilsamfundsorganisationer. Formålet med mødet var at hun skulle blive bekendt med menneskerettighedssituationen i Danmark set med NGO-øjne.

Mødet var arrangeret af Institut  for Menneskerettigheder, som havde bedt en håndfuld repræsentanter give et kort oplæg: Holger Kallehauge, PTU (om handicapområdet), Eva Singer, Dansk Flygtningehjælp (om asylansøgere i Danmark), Niels Erik Hansen, Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination (om etniske minoriteter i Danmark) og Søren Laursen, LGBT Danmark (om LGBT-området), samt en ikke-NGO, Peter Sindal Lundsberg, Grønlands Repræsentation (om grønlandske forhold).

Søren Laursen benyttede sin taletid til at pege på

  • Regnbuefamilier og den spændende udvikling med sidste uges lovforslag fra regeringen, som skaber en ny retssikkerhed for børn og forældre i forskellige familietyper
  • Problemer på kønsidentitetsområdet:
    • Kastrationskravet som forudsætning for juridisk kønsskifte
    • Diagnosekravet som forudsætning for skift af fornavn til andet køn
    • Tilstedeværelsen af transkønnethed på den danske sygdomsliste (hvorfra vi fjernede homoseksualitet for mange år siden)
    • Kønsangivelsen i CPR-nummeret
  • Den positive udvikling på asylområdet, hvor LGBT-flygtninge nu får konventionsstatus
  • Arbejdet med den horisontale tilgang til ligebehandling, og problemet med at få kønsidentitet anført specifikt som beskyttelsesgrund.

Efterfølgende var der åben debat, hvor flere NGO-repræsentanter satte fokus på emner som fx. børns rettigheder og ratificering af konventioner.

Navi Pillay havde været meget tilfreds med mødet, som var velstruktureret og informationsmættet. Mødet var fra hendes side en invitation til at bidrage til menneskerettighedshøjkommissariatets evne til at lægge pres på Danmark i forhold til opfyldelse af menneskerettighedsforpligtelserne.

Sla