Donation til foreningen fra Sæbygårdskolen

Skoleprojekt om menneskerettigheder

For noget tid siden lavede fem elever fra 9. klasse på Sæbygårdskolen et projekt i forbindelse med samfundsfag, hvor de havde om menneskerettigheder. Eleverne valgte at sætte fokus på homo- og biseksuelles rettigheder med fokus på Rusland, da de mente, at menneskerettighederne ikke bliver overholdt i forhold til, hvordan homo- og biseksuelle behandles i Rusland. Ifølge De Forenede Nationers Verdenserklæring om Menneskerettighederne, regel 1, hvor der står: ”Vi er alle født frie og lige”, er det en menneskeret at blive behandlet ligesom alle andre uanset seksuel orientering. Som eleverne formulerer det: “Hvordan kan vi bare kigge på fra sidelinjen, imens andre mennesker får deres rettigheder taget fra dem? Det kan vi i hvert fald ikke og det ved vi, at I heller ikke kan.”homoseksuelles rettighederKlik på billedet for at se det i fuld størrelse.

Derfor arrangerede Oliver, Lise, Anne, Anne og Signe et kæmpe muffins-salg på skolen, for dermed at samle penge ind til LGBT Danmarks arbejde med rettigheder i udlandet. De solgte over 900 muffins, og kom dermed op på 4.500 kroner, som de besluttede at donere til LGBT Danmark.

Video om projektet + sang

Udover det store muffins-salg, så skrev og indspillede to drenge fra klassen også en engelsk sang, som handler om, at alle har ret til at være præcis, som de har lyst. Sangen ligger på YouTube med en musikvideo fra bagningen af de farvestrålende regnbue-muffins (som i øvrigt tog tilsammen 14 timer) og lidt videoer af drengene, hvor de er i fuld gang med at skrive sangen:

Artikel i avisen

Læs også artiklen i Nordjyske.

Takkemail fra forpersonen

Forperson Søren Laursen takkede de fem elever med flg. besked: “Kære Oliver, Lis, Anne, Anne og Signe.

Undertrykkelsen af LGBT-personers menneskerettigheder rundt om i verden er forfærdelig. Det kan de fleste blive enige om, men kun få gør noget. Hvor er det fantastisk at se, at I er opmærksomme på disse overgreb, og at I derefter bruger jeres indignation til at gøre noget. Det handler om ikke bare at mene det rigtige, men at tage et ansvar.

Det har I gjort. Dermed har I både sørget for, at mange flere opdager hvad der sker, og samtidig skaffet midler til at bedre vilkårene. Det er sådan vi gør verden til et bedre sted at leve. Tusind tak skal I have for den indsats.

LGBT Danmark er helt baseret på frivilligt arbejde, så også derfor er det dejligt at se et sådant støtteinitiativ.

Vi skal fra LGBT Danmarks side nok sørge for, at pengene kommer til at gøre nytte. Vi arbejder med menneskerettigheder både i Danmark og i udlandet, blandt andet i Tanzania. Jeg skal i den kommende uge til Riga, hvor jeg blandt andet skal mødes med aktivister fra russiske LGBT-organisationer med henblik på fremtidigt samarbejde. Så det passer jo perfekt.”