Det homoseksuelle køn

Stemmer fra elfenbenstårnet

– en artikelserie om kønsstudiers tilgang til køn, kærlighed og seksualitet

Rune Bjørling læser til daglig litteratur og kønsstudier ved Københavns Universitet og skriver samtidig artikelserien ”Stemmer fra elfenbenstårnet” specifikt til lgbt.dk. I artiklerne behandler han temaet “Seksualiteternes mangfoldighed”, hvor han opsummerer kønsstudiernes stillingtagen til, hvordan vores nutidige forståelse af bi-, homo- og heteroseksualitet er blevet til. Han forklarer også, hvordan de moderne, vestlige seksualiteter adskiller sig fra andre fortidige og nutidige seksualiteter.

Dette er den anden artikel i serien:

Det homoseksuelle køn

Af Rune Bjørling

Efter opfindelsen af “den homoseksuelle” persontype i 1800-tallets Europa opstår en seksualitetsforståelse, som kæder køn og seksualitet tæt sammen. Først i løbet af det 20. århundrede bliver seksualiteten noget selvstændigt, og homoseksualiteten bliver til en vis grad frakoblet begreber om kønsidentitet og -udtryk.

 
Det homoseksuelle køn

Bøssernes balfester

I den første artikel i serien så vi, hvordan “den homoseksuelle” som persontype opstod i 1860’ernes Europe. For at undersøge, hvordan denne nye identitet udviklede sig – og hvilke andre begreber den afstedkom – vil jeg nu vende blikket mod en anden vestlig kontekst, nærmere bestemt New York City, USA.

I sin bog Gay New York: Gender, Urban Culture, and the Making of the Gay Male World 1890-1940 beskriver George Chauncey den skiftende måde, hvorpå det, vi i dag kender som homo-, bi- og heteroseksualitet, blev opfattet på i forskellige etniske og sociale grupper i New York i første halvdel af det 20. århundrede.

 
Det, som Chauncey viser, er, at en decideret homoseksuel subkultur eksisterede i bedste velgående i New York allerede i 1800-tallet. Ved at gøre op med flere forskellige myter vedrørende datidens homoseksualitet – myter om at homoseksuelle dengang var isolerede, usynlige og havde indoptaget det omkringliggende samfunds negative syn på homoseksualitet – tegner han et kontrastbillede af en spraglet verden af homoseksuelle (hovedsageligt mænd), der forsamledes, var åbne og som fejrede deres forskellighed fra de herskende samfundsnormer.

Ganske vist var der en række love, der begrænsede homoseksuelles friheder, men de blev kun sjældent håndhævet. Det er sandt, at nogle personer på dette tidspunkt risikerede deres arbejde og familiebånd, hvis de blev afsløret som homoseksuelle, men det mest dominerende træk ved denne tids homoseksualitet var ikke angrebene på den, men derimod udlevelsen af den.

Homoseksuelle mænd var meget synlige i det offentlige rum i starten af det 20. århundrede og klædte sig i røde slips, afblegede deres hår, eller bar et af æraens andre visuelle symboler på homoseksualitet. I begyndelsen af 1930’erne samledes tusinder af homoseksuelle mænd til store balfester, hvor drag queens optrådte foran både publikum og pressekorpset.

 

Opfindelsen af den “normale” heteroseksuelle

Afvisningen af disse myter betyder imidlertid ikke, at den homoseksualitet, som eksisterede dengang, var præcis som den, vi kender i dag. Den mest markante forskel for en nutidig iagttager er nok, at den ikke blev sat i kontrast til en heteroseksualitet. Oprindeligt var homoseksualiteten blevet opfundet for at markere en forskellighed, en påstået afvigelse, og derfor havde man aldrig forholdt sig til “det normale”.

Chauncey beskriver, hvordan man, især i arbejderklassen, sagtens som mand kunne have sex med andre mænd uden at blive forstået som homoseksuel. Hvis blot ens kønsudtryk – altså den måde man klædte sig, talte og agerede på – var maskulint, gjorde selve den seksuelle akt med en anden mand altså ikke én til homoseksuel. At være homoseksuel havde mere at gøre med, hvordan man oplevede og ikke mindst udtrykte sit køn, og ikke så meget med en seksuel partners køn.

Denne måde at forstå seksualiteten på fortsatte indtil så sent som 1950’erne. I forskellige samfundslag indtraf de ændringer, der på sigt ville forme den homoseksualitet, vi kender i dag, på forskellige tidspunkter. I Chaunceys arbejde kan man se, at mens nogle etniske miljøer relativt tidligt begyndte at kræve komplet heteroseksuel seksuel adfærd for at være “normal”, blev lignende krav stillet flere generationer senere blandt andre etniske grupper.

Langt op i det 20. århundrede kunne en mand altså have sex med andre mænd, eller med både mænd og kvinder, og stadig ikke blive identificeret som homoseksuel. Hvis blot han ellers blev forstået som “normal”, var en strengt heteroseksuel seksuel adfærd underordnet.

 

Den kønsløse seksualitet

Man kan sige, at den mest basale forskel på datidens og nutidens homoseksualitet er, at den datidige var tæt knyttet til individets kønsstatus. Den homoseksuelle mand var et slags køn og ikke blot en seksualitet. Eller rettere sagt, individets køn og seksualitet var en uadskillelig enhed. Datidens inddeling blev foretaget mellem “bøsser”/ “mænd”, mens vi i dag opererer med en “homo”/ “hetero” opdeling, som ikke på samme måde skeler til køn.

Det, der satte gang i denne forandring, var et skred inden for homoseksuelles selvforståelse, der fandt sted i 1930’erne og fremefter. Unge, homoseksuelle mænd begyndte at forstå sig selv som både mænd og homoseksuelle. Kærligheden mellem mænd blev langsomt frakoblet de enkelte individers måde at udtrykke deres køn på, og alle mænd, der havde sex med mænd, røg ind under samme rubrik.

Grunden til, at mange har overset disse forskellige stadier af den moderne, vestlige homoseksualitet, og opstillet nogle ukorrekte myter om den homoseksuelle oplevelse i første halvdel af det 20. århundrede, er, at for mange ting er blevet taget for givet. Det er blevet taget for givet, at homoseksualitet altid har stået i kontrast til en klart defineret heteroseksualitet. Og det er samtidig blevet taget for givet, at “den homoseksuelle” fungerede i samfundet som en seksualitet i nutidig forstand og ikke som et køn.

Endelig er det blevet taget for givet, at homoseksualitet er og altid har været en urokkelig størrelse, der mere eller mindre har fungeret – i hvert fald i de vestlige samfund efter 1860’erne – på samme måde altid. Det er blevet overset, at kærlighed og begær altid kommer til udtryk på forskellige måder til forskellige tider, og at blot fordi noget bliver navngivet, forhindrer det ikke muligheder for ændring og udvikling.