Danmark ikke forpligtet af WHO’s sygdomsliste

Den 3. januar 1981 fjernede Danmark homoseksualitet fra listen over sygdomme. Dette var knapt ti år før WHO fjernede kategorien i maj 1990. Danmark har yderligere mindst to gange fraveget WHO’s liste da ikke-fetichistisk transvestisme og sadomasochisme blev fjernet i henholdsvis 1994 og 1995.

LGBT Danmark og Amnesty mener ikke transkøn er en psykisk sygdom og har derfor igangsat en underskriftsindsamling for at fjerne transkønnede fra sygdomslisten. Man kan deltage ved at sende en SMS med teksten AKTION til 1919.

Menneskerettighedskommisær Hammarberg udtalte i 2009, at det hverken ud fra et menneskeretligt eller sundhedsfagligt perspektiv er nødvendigt at give transkønnede en psykiatrisk diagnose forud for adgang til behandling. Verdensorganisationen for transkønnedes sundhed erklærede i maj 2010 at transkøn ikke er en psykisk sygdom.

Vi er enige. Transkøn er ikke en psykisk sygdom og skal væk fra listen. Behandlingen kan udmærket kodes på samme måde som behandlingen af andre mennesker, der har problemer med uønsket hårvækst, uønsket brystvækst eller sågar uudviklede kønsdele på grund af eksempelvis hormonelle eller genetiske variationer.

Inklusionen på listen over psykiatriske lidelser giver anledning til fordomme og misforståelser såsom at sammenligne transkøn med ludomani. Sidstnævnte er en uhensigts-mæssig adfærd, der kan koste mennesker og deres pårørende hus og hjem. En tilstand, som det er ønskeligt at kurere. Transkøn er ikke i sig selv uhensigtsmæssigt og den transkønnede identitet hverken kan eller skal kureres. Tværtimod viser mange undersøgelser, at det fører til øget trivsel og færre problemer, når der skabes harmoni imellem den transkønnedes fysiske og sociale liv og identitet.

Danmark har tre gange tidligere fraveget WHO’s liste. Nu bør vi gøre det igen!

Med venlig hilsen

Landsledelsesmedlem
Vibe Grevsen