Borgerrepræsentationen giver København sit første LGBT+ medborgerhus

Kollage med billeder af forskellige LGBT+ personer til arrangementer hos LGBT+ Danmark

Det er lykkedes at få Københavns Kommune til at støtte, at LGBT+ Danmark næste år kan åbne dørene for et medborgerhus centralt i hovedstaden.

De har det allerede i Aarhus og Odense, og nu er turen endelig kommet til hovedstaden:

Partierne bag Københavns kommunes budgetaftale 2023 har besluttet at finansiere et LGBT+ medborgerhus i 2023 og 2024!

Et medborgerhus, der kan blive et nyt, inkluderende knudepunkt for positive, kulturelle fællesskaber for LGBT+ personer i København.

Et medborgerhus, hvor døren står åben for alle.

Et medborgerhus, hvor personer, grupper og organisationer kan skabe nye fællesskaber, der ikke involverer alkohol og natteliv.

Et kulturelt medborgerhus med inspirerende oplevelser, aktivisme, samtaler og debat

Et sådan nyt samlingspunkt vil i foreløbigt de næste to år bidrage til kampen mod LGBT+ personers forhøjede ensomhed og mistrivsel.

Medborgerhuset kommer til at ligge i forlængelse af LGBT+ Danmarks eksisterende lokaler i Vestergade 18E lige ved Rådhuspladsen. Vores event- og frivilligkoordinator vil stå for den daglige drift og afvikling af arrangementer.

Vi glæder os til at fortælle mere, når vi er kommet videre med at udfolde projektet.

En stor tak til alle partierne bag budgetaftalen: Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Alternativet, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti