Bliv frivillig kontaktperson for LGBT Ungdom Aarhus

Kunne du tænke dig at hjælpe andre, der sidder i den samme situation som dig for et par år siden? Eller som du stadig sidder i? Så er det her måske noget for dig.

LGBT Ungdom Aarhus tilbyder posten som kontaktperson til dig, der gerne vil hjælpe nye unge i regnbuemiljøet.

Hvad indebærer posten?

Som kontaktperson for LGBT Ungdom Aarhus vil din opgave være at hjælpe andre personer under regnbueparaplyen med at føle sig mere velkomne i miljøet. Dette kan ske ved at skrive med dem, mødes med dem over en kop kaffe, eller lignende. Det vigtigste er, at din protegé føler sig tryg ved situationen. Du får tilknyttet én protegé ad gangen.

Hvad er kriterierne for at blive kontaktperson?

Vi leder efter kontaktpersoner, der er 20-30 år gamle og åbne omkring deres seksualitet og/eller kønsidentitet. Det vil sige, at du skal kunne svare på din protegés spørgsmål vedrørende dette. Dog behøver du ikke nødvendigvis være ude af skabet, men dette må gerne angives ved ansøgningen, så vi kan koordinere matches bedre i forhold til, hvad protegéen har brug for. Du behøver ikke nødvendigvis at bo i Århus og omegn, da LGBT Ungdom Aarhus som organisation dækker hele Jylland. Det ville derfor også være dejligt med kontaktpersoner fra andre dele af Jylland. Dog skal du være opmærksom på, at såfremt du bor i Aarhus-området, skal du helst deltage i en eller flere hyggecaféer med din protegé.

Hvordan bliver jeg kontaktperson?

Hvis posten lyder spændende for dig, så send en ansøgning til lgbtungdomaarhus@gmail.com med dine kontaktinformationer og en lille beskrivelse af dig som person.

Vi glæder os til at høre fra dig 🙂