Boganmeldelse: “Henry & June”

Henry & June
af Anaïs Nin
Lindhardt og Ringhof (2013)
288 s.

Anmeldt af: Ina Sørensen, LGBT Biblioteket

Forfatteren Anaïs Nin (1903 – 1977) blev født i Frankrig af en catalansk far og en dansk mor. Hun er mest  berømt for sine dagbøger, der er skrevet i perioden 1931-1974, men er også kendt for sine erotiske noveller. Når det kommer til erotisk litteratur, er der stadig få forfattere, der kan nå hendes niveau. Måske derfor har Lindhardt og Ringhof genudgivet Henry & June fire gange, sidste gang i 2013.

Bogen Henry & June  består af en del af notaterne fra 1931 til 1932 i  Anaïs Nins berømte dagbøger, men kunne længe ikke offentliggøres af hensyn til Nins daværende mand. Først i 1986, efter både Nins og ægtemandes død, udkom bogen efter hendes eget ønske.

Herunder nogle citater fra anmeldelser af bogen:

”Et nøglepunkt i moderne kultur, hvor seksualiteten bryder ud i litteraturen” – Newsweek

“Henry og June står meget smukt, meget rent, som en dagbog over et forhold mellem mennesker, der har mod til at eksperimentere med måder at leve og elske på” – Bo Green Jensen, Weekendavisen

Ved udgangen af 1931 fandt Nin sig selv utilfreds med at være en frygtsom, trofast hustru til sin bankmand, Hugh Parker Guiler. Nin og hendes mand overvejede muligheden af ​​at åbne deres forhold, men fastslog, at det ville true deres ægteskab. Da Anais mødte den amerikanske forfatter Henry Miller og hans smukke og sensuelle kone June, ændredes hendes liv sig radikalt. Hun blev betaget af dem begge og indledte et altopslugende og stærkt erotisk forhold til Henry. Det truede hendes ægteskab og vakte så overvældende seksuelle følelser i hende, at hun aldrig blev den samme igen.

Hendes forhold til Henry Millers kone var lang mere kompliceret.

June Miller (1902-1972) blev født i Bukovina, Østrig-Ungarn, med rumænsk sigøjneroprindelse. Hun emigrerede med sine forældre til USA i en alder af 15 år. June droppede ud af high school for at blive danser. Hun var biseksuel og under sit ægteskab med Henry Miller havde hun haft et seksuelt forhold til en kvinde.

Da Nin mødte June Miller, blev hun  magnetisk tiltrukket af hende og opfattede hende som den smukkeste og mest karismatiske kvinde, hun nogensinde havde set. Nin indledte et yderst intenst, tvetydigt, seksuelt ladet venskab med hende.

June Millers skønhed, erotiske udstråling og personlighed har fascineret både Miller og Nin dybt. June optræder i flere af de to forfatteres værker, enten direkte ved navns nævnelse eller som arketype på deres kvindefigurer.

Vi får aldrig at vide om de to kvinder har haft et seksuelt forhold, men deres møde har udløst nogle fabelagtigt smukke erotiske erindringer, der kan anbefales på det varmeste til mænd og kvinder, både homoseksuelle og heteroseksuelle.