Unge under 18 skal kunne få juridisk kønsskifte

Antallet af unge under 18 år, som oplever sig som tilhørende et andet køn og ønsker behandling, er stigende. Men i Danmark er det først muligt at få juridisk kønsskifte, fra man fylder 18. Det betyder, at unge transkønnede skal leve med forkert køn, indtil de er myndige. Det underkender deres følelser og øger deres psykiske sårbarhed, mener LGBT Danmark, som derfor vil have loven ændret.

”Unge under 18 år, ja selv børn, der endnu ikke er nået skolealderen, lider meget, når de oplever sig som tilhørende et andet køn. Det er i vid udstrækning begrundet i eller forstærket af uoverensstemmelsen mellem deres kønsidentitet og kønsudtryk og det køn, de er registreret som,” skriver LGBT Danmark i et brev til social- og indenrigsminister Karen Ellemann.

Konkret ønsker LGBT Danmark, at Børn og unge skal kunne skifte køn enten ved egen vilje eller ved deres forældres samtykke. LGBT Danmark foreslår, at unge fra de er fyldt 15 år selv bør kunne ansøge om juridisk kønsskifte, mens børn og unge under 15 år skal kunne få juridisk kønsskifte med deres forældres eller værges samtykke.

”15 år er alderen, hvor unge jf. sundhedsloven skal inddrages i deres behandling og give informeret samtykke til en behandling. Derfor synes det rimeligt, at de også selv kan ansøge om juridisk kønsskifte. Hvis et barn eller en ung i løbet af barndommen, ungdommen og puberteten skulle fortryde det juridiske kønsskifte, så er der ingen skade sket. Det juridiske kønsskifte kan ændres igen,” siger Linda Thor Pedersen.

Norge og Malta foran Danmark
Danmark vil ikke være det første land, som tillader juridisk kønsskifte for børn og unge, hvis ministeren griber chancen for at gøre noget godt for de transkønnede.

I den netop vedtagne norske lov om juridisk kønsskifte er den nedre aldersgrænse 6 år. Det betyder, at de unge så kan få overensstemmelse mellem deres officielle registrering og deres kønsidentitet og kønsudtryk, inden de begynder i skolen.

Malta vedtog allerede 1. april 2015 en lov om bl.a. juridisk kønsskifte uden en nedre aldersgrænse og refleksionsperiode. Danmark har lige nu sådan en refleksionsperiode på seks måneder. Perioden skal forhindre fejlbeslutninger. Den vil LGBT Danmark også have fjernet.

”Vi ser ingen grund til en refleksionsperiode. Når man søger juridisk kønsskifte går en lang refleksionsperiode forud for handlingen. Derfor er perioden udelukkende en barriere, og den skal naturligvis fjernes,” siger Linda Thor Pedersen.