Tvivlsom kritik

LGBT Danmark har den sidste uges tid været genstand for en kritik, hvor medier som killjoy, Vice og Modkraft har været talerør for kritikere af foreningen.

Kritikken har udgangspunkt i påstande om, at LGBT Danmark mener, at Sexologisk Kliniks monopol skal bevares, og at transpersoner skal fastholdes i psykiatrien, og at vi ikke arbejder for informeret samtykke.

Problemet er bare, at de påstande er forkerte.

Hele tanken om informeret samtykke er kernen i vores transpolitik. Vi har stået fast på det igen og igen, fx i høringen over den nuværende vejledning fra Sundhedsstyrelsen, som vi blankt forkastede. Dengang fik vi ikke noget ud af det, men man kan håbe, at de store omvæltninger, der har været i Sundhedsstyrelsen, kan bane vejen.

Vi har også selv bidraget til Amnestys rapport med horrible oplevelser, og er derfor med til at tegne et kritisk billede af Sexologisk Klinik. Rapporten er et vigtigt redskab til at underbygge budskabet om behov for forandring af systemet.

Vi har stillet krav til klinikken om, at den reviderer sine procedurer her og nu. Hvorfor skulle vi vende det blinde øje til og lade klinikken fortsætte som hidtil? Det ville være at lade dem, der er i forløb nu, i stikken. I stedet har vi gennem en dialog fået en række indrømmelser, der betyder, at de, der er i forløb, får et kortere og mere værdigt forløb.

Det gør vi vel at mærke samtidig med, at vi over for fx Sundhedsstyrelsen stiller krav om en fuldstændig ændring af systemet. Bort med monopoliseringen, ind med decentralisering og nedklassificering af behandlinger. Ud med behandlingsregimer med gate-keeper funktioner, ind med rådgivning og vejledning, som kan danne grundlag for et informeret samtykke. Det er det, vi vil have, hvilket også fremgår af vores nedskrevne politik. Og vi vil have det nu.

Vi har også sagt, at vi ønsker de bedst kvalificerede skal stå for behandlingerne. Transmænd kan i udgangspunktet få bundkirurgi i udlandet, hvor transkvinder i udgangspunktet tilbydes bundkirurgi i Danmark. Men vi stiller spørgsmålstegn ved, om Danmark overhovedet råder over tilstrækkelige kvalifikationer i Danmark. Vi ved også, at der findes højt kvalificerede speciallæger i Danmark, der kan forestå hormonbehandling af transpersoner. Giv dog dem mulighed for at tilbyde behandling igen.

Jeg mener, at vi har en god transpolitik i LGBT Danmark, og den er i den grad blevet på baggrund af ønsker og behov fra transpersoner. Sådan en politik skal operationaliseres. Vi ved, at ingenting kommer af sig selv. Nogle af kritikerne har talt om, at vi inviteres på de bonede gulve. Det sker, men det er en undtagelse. Sandheden er, at vi selv må banke dørene ind, hvis vi vil høres. Det gør vi, og vi gør det på alle niveauer.

Den forandring, vi ønsker, kommer til at kræve beslutningsprocesser på mange niveauer. Det er ikke et big bang, men en sammensat proces: Forskellige instanser har forskelligt mandat og forskeligt ansvar. De krav, man stiller til den enkelte instans, skal være krav, den pågældende instans har mandat til at gøre noget ved. Det er ikke en bred kampagne, men en målrettet indsats, der sigter på at have en effekt.

Nogle kritikere har talt om, vi er for uambitiøse og vil tage for små skridt. Men de synes at have stirret sig blinde på, at vi har stillet krav til Sexologisk Klinik. Men vi laver en mangesidet indsats, og hovedindsatsen ligger på et helt andet strukturelt niveau. Det er det, vi har defineret i vores politik, og det er det, vores kritikere beder os om at gøre.

Vi arbejder målrettet og sagligt på fuldstændigt at forandre adgangen til sundhedsydelser til transpersoner, og det er derfor temmeligt underligt at opleve at blive kritiseret for ikke at gøre det.

Vores arbejdsmetode er lobbyisme.  Vi går ind og forhandler med beslutningstagerne, og det er vores erfaring, at det er muligt at skabe resultater ad den vej. Det betyder også, at vi ikke primært fremfører vores krav gennem det offentlige rum, men på møder. Men selvom vi anvender forskellige metoder, kan jeg ikke umiddelbart se andet, end at vi alle har det samme mål. Så kunne vi ikke blive enige om at anerkende hinandens indsatser?

Jeg kan leve med, at vores forening får hug. Sådan har det altid været: Hvis man gør noget, så får man hug. Men jeg har det rigtigt dårligt med, at man skader sagen med alle mulige og umulige dagsordener, som ikke har noget med den at gøre. Man fremfører usande påstande om, hvad vi mener og gør, for bagefter at kritisere dem. Det er utroværdigt, det forplumrer kommunikation og det skader sagen.

Det her er et holdspil, og alle kan bidrage. Så lad os vise, vi spiller på samme hold, og lad os drible den bold i mål. Jeg er optimistisk, og jeg har før set, at det er muligt at skabe forandringer på kort tid. Det tror jeg faktisk også er muligt her.

Søren Laursen, forperson