Transkønnethed er ikke længere en ‘forstyrrelse’ i sundhedssproget

Nu får fjernelsen af transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme konkrete konsekvenser i sundhedssystemet. Med input fra LGBT Danmark er transkønnethed ikke længere en forstyrrelse i sundhedsvæsenets ordforråd.

Lige meget om man skal have en vaccination, screenes for brystkræft eller have kønshormoner bliver man tildelt en behandlingskode af sundhedsvæsenet. På den måde ved sundhedsvæsenet, hvilken behandling er påkrævet. Men for transkønnede bliver den forhadte diagnose ”DF640 Transseksualisme” nu erstattet af behandlingskoden ”DZ768E1 Kontakt pga. transkønnethed”. Og diagnosen, som oftest anvendes af Sexologisk Klinik ved første kontakt ”DF649 Kønsidentitetsforstyrrelse UNS”, erstattes af behandlingskoden ”DZ768E4 Kontakt pga. kønsidentitetsforhold UNS (uden nærmere specifikation)”. Det kommer som konsekvens, at det blev politikerne på Christiansborg enedes om at fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme.

”Ændringen af diagnosekoder til behandlingskoder er en symbolsk, men vigtig. For transkønnede er det vigtigt ikke at blive påklistret en forstyrrelse, når vi er mentalt raske. I LGBT Danmarks dialog med Sundhedsdatastyrelsen har det væres os magtpålæggende, at ord som dysfori, inkongruens, forstyrrelse eller problem ikke indgik i de nye betegnelser. Det glæder os, at Sundhedsdatastyrelsen er enige.” siger Linda Thor Pedersen, transpolitisk talsperson i LGBT Danmark.

Koderne er vigtige, fordi de kan have en lang række konsekvenser for den enkelte borger. For transkønnede betyder diagnosekoden DF64 Kønsidentitetsforstyrrelser, at transkønnede bliver udsat for menneskeretlige overgreb. For at få behandling på seksologisk klinik i form af eksempelvis kønshormoner skal transkønnede igennem en langvarig og nedværdigende psykiatrisk udredning, hvor de indtil for nyligt for eksempel blev spurgt om, hvem de tænkte på, når de onanerede, og hvem i deres familie er LGBT mv. Selvom en del forhold er ændret på seksologisk klinik, er transkønnede fortsat reelt uden selvbestemmelse og skal stadig igennem en langvarig psykiatrisk udredning.

”Vi mangler at få flyttet behandlingen fra psykiatrien over til speciallægerne, og så skal vi have indført selvbestemmelse i behandlingen, så transkønnede ikke skal underlægges en nedværdigende psykiatrisk behandling, hvor man ingen rettigheder har,” påpeger Linda Thor Pedersen

Transdiagnoserne flyttes den 1. januar 2017 fra det psykiatriske kapitel til et neutralt kapitel. Det bliver behandlingskoder i stedet for diagnoser, og det ikke længere er en sygdom.

 

 

  Nuværende diagnose   Ny behandlingskode
DF6 Specifikke forstyrrelser af personlighedsstrukturen DZ768 Kontakt med sundhedsvæsenet under anden omstændighed
DF64 Kønsidentitetsforstyrrelser DZ768E Kontakt pga. kønsidentitetsforhold
DF640 Transseksualisme DZ768E1 Kontakt pga. transkønnethed
DF642 Kønsidentitetsforstyrrelse i barndommen DZ768E2 Kontakt pga. kønsidentitetsforhold i barndommen
DF648 Anden kønsidentitetsforstyrrelse DZ768E3 Kontakt pga. andre kønsidentitetsforhold
DF649 Kønsidentitetsforstyrrelse UNS DZ768E4 Kontakt pga. kønsidentitetsforhold UNS