Transkønnede børn og unge går en bedre fremtid i møde

I november 2015 deltog foreningen i et møde arrangeret af Teamet for transkønnede børn og unge. Vi fik præsenteret det nye behandlingstilbud til børn og unge, som trådte i kraft januar 2016. Jeg mener, at det er en god model, og at vores ønsker i vid udstrækning er imødekommet. Modellen blev oprindeligt udviklet i Holland i 1987, hvor den løbende er blevet forbedret – fra årtusindeskiftet i samarbejde med klinikker i flere andre lande, som har indført modellen.

Nogle vil måske finde modellen for restriktiv, men jeg er tilhænger af et forsigtighedsprincip, når det gælder børn og unge, især i lyset af, at nogle unges kønsidentitet ”normaliseres”, når de kommer i puberteten, så den svarer til det køn, de fik tildelt ved fødslen.

De første transbørn er kommet i behandling i løbet af januar og februar, og på trods af fejl er familierne ganske tilfredse. Da behandling af transkønnede børn og unge er ny i Danmark, er det forventeligt, at der sker fejl. Det glæder mig derfor, at personalet lytter til forældrenes tilbagemeldinger og lærer af fejlene.

Et forhold, som bekymrer mig er, at ikke alle familier, som står på venteliste, er indkaldt endnu. Region Hovedstaden Psykiatri er opmærksomme på, at der ikke må opstå lange ventetider, da dette kan medføre uoprettelige skader hos disse børn.

Linda Thor Pedersen
Transpolitisk talsperson
Landsledelsesmedlem
LGBT Danmark