Transkønnede aktivister får menneskerettighedspris

Rådet for Menneskerettigheder i Danmark har tildelt dette års menneskerettighedspris til transkønnede aktivister, fordi de har skabt synlighed og debat i Danmark om transkønnedes rettigheder, kønsstereotyper og kønsroller.

Aktivisterne har sammen med blandt andet LGBT Danmark og Amnesty International været med til at få transkønnethed fjernet fra Sundhedsstyrelsens diagnosefortegnelse over psykiske sygdomme, så transpersoner i Danmark ikke længere skal have en psykiatrisk diagnose for at få adgang til hormoner og operationer. 

Står frem trods risici
Rådet begrunder prisen med, at prismodtagerne har sat ansigt på problemet for de mange transkønnede, der har oplevet modstand i forhold til kønsskifte og behandlingstilbud og synliggjort de urimeligt lange udredningsforløb.

“De er stået frem, selv om de har risikeret stigmatisering, afvisning fra familier og hate speech. De har udfordret selve det system, som de er afhængige af for at få behandling,” skriver Institut for Menneskerettigheder i deres pressemeddelelse.

LGBT Danmark vil gerne ønske tillykke til Linda Thor Pedersen, transpolitisk talsperson i LGBT Danmark, samt Niels Jansen, Laura Mølgaard Tams, Mark Nielsen, Elias Magnild, Elvin Axel Pedersen-Nielsen, Jonas Sebastian Heilmann, Sandy Lee Mondrup, Linda Thor Pedersen, Tanya Randstoft, Charlie Sigge Hedman, Nat Aske Pan Ravn, Nevan Solagna, Loui Jensen, Vibe Grevsen, Miki Kristiansen, Ro Hamrobot, Alice Minor, Marie Elisabeth Lind Thomsen, Nor Karim, Daniel Hansen, Malene Andreasen, David Zennaro og Lai Balsig samt andre, der har valgt at stå frem.

Søren Laursen & Linda Thor Pedersen

På billedet ses Linda Thor Pedersen (tv), som er blandt modtagerne af dette års menneskerettighedspris, der uddeles af Rådet for Menneskerettigheder.