Tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

I slut 1980erne stod det klart, at der var brug for at få indskrevet diskrimination på grund af seksuel orientering i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

På baggrund af en række domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som op gennem 1960’erne og 70’erne var gået imod LGBT-personer, som havde indklaget forskellige stater for at bryde konventionens bestemmelser om bl.a. ret til familieliv, havde den internationale organisation ILGA længe overvejet, hvordan man kunne få udvidet konventionen til klart også at omfatte seksuel orientering som et beskyttelsesområde.

I forbindelse med den store CSCE (Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa – senere OSCE) menneskerettighedskonference i København i 1990 var der mulighed for NGO’er at få tilskud til at afholde parallelaktiviteter. Landsforeningen søgte og fik støtte til at afholde en minikonference om seksuel orientering og menneskerettigheder.

Konferencen bestod af ILGAs arbejdsgruppe om disse spørgsmål, som omfattende en række eksperter i menneskeretsspørgsmål. På konferencen blev formuleret et fuldt færdigt udkast til en såkaldt tillægsprotokol til konventionen med alle nødvendige indledende henvisninger og forklaringer mv., hvori seksuel orientering eksplicit blev nævnt som et anti-diskriminationsområde.

Allerede senere i 1990 lykkes det at få en række europaparlamentarikere, herunder Bjørn Elmquist, til at fremsætte forslaget i form af en resolution i Parlamentarikerforsamlingen. Resolutionen havde det udarbejdede udkast som bilag og indeholdt også andre forhold, såsom NGO-status til ILGA og en opfordring til medlemslandene til at fjerne diskrimination pga. seksuel orientering. Efter en lang proces, blev protokolforslaget i 1992 overdraget til det juridiske udvalg, hvorefter der absolut intet skete.

Landsforeningen pressede meget på for at få noget at vide, men fik intet at vide, før der pludselig i 2000 kom et forslag til protokol 12, som ikke nævnte seksuel orientering eksplicit, men havde til formål at udvide beskyttelsesområderne. Protokollen er vedtaget og trådt i kraft i de lande, der har ratificeret den. Det gælder ikke Danmark.

Steffen Jensen