Landsforeningen er første LGBT-organisation med NGO-status i FN

På grund af udfordringerne med at få NGO-status for Landsforeningens internationale paraplyorganisation ILGA søgte en række gamle veletablerede LGBT-organisationer – det var Landsforeningen, RFSL fra Sverige, LLH fra Norge, COC fra Holland, LSVD i Tyskland, HOSI Wien, ILGA-Europe, CGLQ fra Canada m.fl. – NGO-status hos FN hver for sig for at sikre, at LGBT synspunkter blev fremført i FN.

Steffen Jensen fortæller: Vi indgav ansøgningen i maj 2005. Det var i sig selv et større projekt, da ansøgningen skulle bilægges en række dokumenter oversat til engelsk: vedtægter, bevis for foreningens eksistens, regnskaber, beretning, arbejdsområder og formål etc. Etc.”

”I november blev vi bedt om supplerende bemærkninger, herunder om vores relation til pædofili – fordi vi havde oplyst, at vi samarbejdede med ILGA!”

Gennem gode kontakter i New York havde Landsforeningen fundet ud af, at en gruppe af lande (Iran, Sudan, Zimbabwe og Ægypten) ville stille forslag om at afvise ansøgningen uden behandling, og at USA antagelig ville støtte dem. Kun 6 af udvalgets 19 medlemmer ville umiddelbart støtte os.

”Dette fik vi besked om aftenen før mødet, og vi kontaktede straks Danmarks ambassade ved FN i New York og spurgte, om den kunne påvirke processen og navnlig USA dagen efter!” fortæller Steffen Jensen.

Den danske ambassade mødte op til mødet dagen efter og holdt et blændende indlæg, hvor de roste Landsforeningen for vores professionelle arbejde gennem mange år og tog kraftigt afstand fra forslaget om ikke at behandle ansøgningen. Det betød meget for Landsforeningen med et så hurtigt og klart indgreb fra ambassadens side.

”Men desværre gik lande – herunder USA – sammen med den gruppe, der ville afvise vores og ILGAs ansøgninger. USA’s begrundelse i forhold til ILGA var den gamle pædofilisag, men der var ingen begrundelse vedrørende Landsforeningen. Vi udsendte en pressemeddelelse med overskriften ”USA og Iran hånd i hånd mod Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske”. New York Times havde en historie om sagen et par dage efter – foranlediget af én af vores venner i New York.” husker Steffen Jensen.

”Men det var jo ”kun” en indstilling fra et underudvalg, så nu måtte vi i gang med at lobbye selve det Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC), hvor den endelige afgørelse lå.
Vi og andre skrev til venligsindede medlemmer af Kongressen.”

Det førte til et brev til udenrigsminister Condoleezza Rice underskrevet af 45 medlemmer af Repræsentanternes Hus og et tilsvarende underskrevet af tre senatorer, hvor de anmodede ministeren om at genoverveje USA’s holdning til sagen. I et svar forholdt ministeriet sig udelukkende til ILGA, og forklarede, at USA stemte imod ILGA på grund af den tidligere forbindelse til NAMBLA. Men ikke et ord om Landsforeningen. Barney Frank (medlem af Repræsentanternes Hus) skrev tilbage og bad om en begrundelse vedrørende Landsforeningen. Han fik, svar i juli 2006, hvor ministeriet svarede, at Landsforeningen var medstifter af ILGA og, at man ikke havde kendt til foreningens holdning til pædofili, da man stemte, men det gjorde man nu og ville derfor stemme for Landsforeningen, når sagen kom op igen.

Steffen skrev også til Condoleezza Rice i marts 2006 og gjorde bl.a. opmærksom på, at de skandinaviske medlemmer af ILGA, herunder Landsforeningen, havde været ledende i fratagelsen af pædofilorganisationernes medlemskab af ILGA.

ECOSOC afviste at give ILGA konsultativ status.

Steffen Jensen fortæller: ”Spørgsmålet om Landsforeningen endte lidt i kaos, fordi man stemte imod indstillingen om at afvise os, men også imod at optage os direkte og imod at sende sagen tilbage til udvalget! Så udskød man sagen, til man havde tænkt sig bedre om! USA stemte for os hele vejen igennem denne gang.”

Sagen kom op i ECOSOCs møde i december 2006, og her blev Landsforeningen endelig givet konsultativ status!

Først i 2011 lykkedes det for ILGA at opnå samme status.

”Den konsultative status indebærer, at vi har adgang til og kan udtale os skriftlig og mundtligt ved de forskellige møder i FN’s organer, ligesom FN kan søge råd hos os i LGBT-spørgsmål. Det sidste er nu ikke sket. Vi har modsvarende pligt til at orientere vores medlemmer og andre om FN og FNs arbejde.” Forklarer Steffen Jensen