Hiv/aids-arbejdet – en start i blinde

Sygdommen aids blev erkendt i 1981, og den medførte en helt ny og alvorlig – til tider meget trist – stemning i homo-miljøet, hvor bøsser blev alvorligt syge og døde. På den anden side skete der også en oprustning i miljøet, hvor Landsforeningen fik en ny, vigtig opgave som bindeled mellem de offentlige instanser og de berørte. Vi var ”med” allevegne i udviklingen af den danske indsats, og de organisationer som Landsforeningen satte i gang, eksisterer stadig: AIDS-Fondet, Aids-Linjen og gennem årene en åben og ærlig informationsindsats henvendt direkte til ”bøsser og andre mænd, der har sex med mænd” gennem STOP AIDS-kampagnen.

Da en ny og hidtil ukendt sygdom, som spredtes blandt amerikanske bøsser, første gang blev nævnt over for Landsforeningen i 1981, var vi både i foreningen og i bøssemiljøet generelt uforstående – ja, vi var forbløffede.

Lederen af Kræftforskningsinstituttet i Århus, Peter Ebbesen, henvendte sig til landsformand, Henning Sandau med en opfordring til foreningens mandlige medlemmer om at få taget en blodprøve, så man kunne forsøge at finde ud af, om der kunne være noget at gå efter. Det var vi dæleme ikke meget for, for nu at sige det rent ud. Bøsser skulle ikke registreres, og de skulle heller ikke udsættes for nogen andre og særlige undersøgelser end resten af befolkningen. Vi så for os, hvordan det kunne udstille bøsserne som en særlig farlig gruppe i samfundet? Og forestillede os, hvad modstandere af homoseksualitet ville kunne få ud af det?

Ingen havde konkret viden om, hvad det handlede om, og den endelige beslutning om at godkende undersøgelsen blev truffet af en meget snæver kreds fra foreningens topledelse, sandsynligvis landsforeningens formand og næstformand. Og det er sikkert heller ikke ført til referat noget sted, for så kontroversielt var det. Men det er sandsynligvis drøftet i en lidt bredere kreds omkring Kurt og Henning Sandaus spisebord i forbindelse med spisning inden møder i forretningsudvalget. Det var i hvert fald Henning Sandau og Bent Hansen, der slutredigerede det brev, der blev sendt ud til bøssemedlemmerne af foreningen.

Formanden blev efterfølgende kritiseret i hovedbestyrelsen, og medlemmer af hovedbestyrelsen blev kritiseret på medlemsmøder rundt i landet, og foreningens ledelse fortsatte i de første år med at vakle i sin tro på sygdommens alvor. Bøssesygdom? Helt uhørt for os – her i begyndelsen.

Det kan ikke betvivles, at der var stor usikkerhed ikke kun i Landsforeningen, men også i bøssemiljøet generelt, om hvad dette egentlig handlede om. Det gav sig udtryk i meget forskelligartede ytringer, fra erkendelse af et problem, over tvivl til fornægtelse. Set i bakspejlet er det ikke smukt. Men vi vidste ikke bedre, og vi oprustede faktisk samtidig med, at vi vaklede. De amerikanske fortællinger handlede om liv og død – unge menneskers død – og det var det afgørende.

Landsforeningens tøvende og omtvistede ”Ja” til at opfordre foreningens bøsse-medlemmer til at få foretaget en blodprøve viste sig senere at det være en fremsynet beslutning, da de cirka 250 bøssers blodprøver kunne anvendes til både at analysere omfanget af smitte i Danmark og til at kunne sammenligne med smitten i udlandet, da man i 1984 fandt den reelle årsag til aids, nemlig det virus, der fik navnet hiv.

Kamp på flere fronter

I samme periode først i 1980’erne var foreningen travlt optaget med at få udarbejdet forslag til registreret partnerskab og med at få nedsat en kommission til belysning af bøssers og lesbiskes vilkår i det danske samfund. Det var i sig selv ressourcekrævende opgaver over for et trægt og modvilligt politisk system.

Landsforeningen mødte således den nye sygdomsudfordring i en periode, hvor mange af de frivillige i forvejen havde travlt nok, ikke mindst i foreningens ledelse. På den anden side udførte foreningen allerede en stor indsats for at forebygge veneriske sygdomme (bl.a. gonorré og syfilis) i bøssemiljøet.

Og da Landsforeningen så i de følgende par år blev opmærksom på hiv/aids-problemets alvor, satte foreningen alle kræfter ind – ja, mere end dét i den sidste ende. Det blev en meget, meget travl periode for foreningens hovedbestyrelse og forretningsudvalg samt for de mange nye frivillige, der nu meldte sig under fanerne.

Landsforeningen var meget hurtig til at lægge en strategi for sygdomsbekæmpelse og var også meget effektiv i den interne organisering for bedst muligt at kunne kombinere sygdomsbekæmpelsen med kampen mod den diskrimination, som vi frygtede skulle følge med denne dødelige sygdom, som nu vitterligt spredte sig blandt bøsser.

Der blev meget hurtigt taget kontakt til relevante sundhedsmyndigheder, hvor Landsforeningen blev modtaget med forholdsvis åbne arme, fordi begge parter havde brug for hinanden.

Derimod kneb det mere med kontakten til de øverste administrative myndigheder, især departementet i Indenrigsministeriet, som havde store problemer med at anerkende nødvendigheden af en kontakt til en organisation som Landsforeningen, og blot fandt på alskens mere eller mindre kunstige og verdensfjerne argumenter for at afvise alt, hvad der kom fra Landsforeningen (som det var tradition i statslige, amtslige og kommunale myndigheder!).

Af de sundhedsfaglige myndigheder blev Landsforeningen hurtigt inddraget i den strategi, der skulle gælde for forebyggelsesindsatsen. Ikke fordi vi var klogere end andre, men fordi vi var den direkte kilde til den væsentligste målgruppe: Bøsserne. Denne mulighed blev udnyttet med engagement og klogskab, startende med Sundhedsstyrelsens redegørelse til indenrigsministeren i 1985, som fik et foreløbigt højdepunkt, da folketinget i 1987 vedtog de principper, som Landsforeningen havde formået at gennemføre i redegørelsen:

Folketinget bekræfter, at den danske indsats mod sygdommen aids fortsat bygger på frivillighed, anonymitet, åben, direkte og ærlig information, den enkeltes tryghed ved at henvende sig til sundhedsmyndighederne, samt ønsket om at undgå enhver form for diskrimination.

Det var en skelsættende sejr, og ikke kun en sejr for Landsforeningen.

Nu var homoseksuelles livsformer med den megen medieomtale af aids kommet frem i lyset, og Landsforeningen var blevet en anerkendt samarbejdspartner for myndighederne og meget synlig i det daglige mediebillede. De mange ”optrædener” af foreningens formand og andre i tidens monopol-tv og de fremherskende dagblade hjalp på vej. Og det gjorde Radio Rosa også i København, efter at den blev oprettet i 1984.

Organisationen

Som et led i oprustningen over for sygdommen nedsatte Landsforeningens hovedbestyrelse allerede i september 1983 et aids-udvalg. Udvalget havde basis i foreningens ledelse og blev suppleret med først venerisk udvalg og senere sundhedsudvalget.

I 1985 blev aids-arbejdet yderligere centraliseret i aids-aktionsudvalget (AAU), hvis første medlemmer blev landsformand Henning Sandau, næstformand Bent Hansen, hovedkasserer Steffen Jensen og Jesper Jarmbæk fra hovedbestyrelsen/forretningsudvalget samt Lars Bo Bülow og Jan Fouchard fra Sundhedsudvalget. AAU blev det helt centrale udgangspunkt og koordinationscenter for Landsforeningens hiv/aids-indsat i de kommende mange år.

Landsforeningen vedtog en meget ambitiøs plan for bl.a. at imødegå den sensationsprægede fremstilling i medierne, der bragte overskrifter som “Guds straf”, “Bøsser får lettere kræft”, “Unge homoseksuelle får gammelmandssygdomme” og “Uenighed blandt lærde om sammenhæng mellem snifferkræft og syfilis”. Og et af de første aids-dødsfald fik en meget sensationspræget omtale i Ekstra Bladet i en giftig cocktail af uvidenhed og sensationslyst. Der var også enkelte tilfælde af homofobi. Dette var meget ubehageligt – ikke bare for dem, der blev smittede og syge, men også for dem, der var så tæt på dem, det gik ud over.

Landsforeningen havde følgende strategi for holdningen til og samarbejdet med myndighederne:

  • at sørge for, at foreningens synspunkter fik gennemslagskraft i den offentlige debat
  • at samle al tilgængelig viden om aids
  • at sørge for let tilgængelig og bred information til alle homoseksuelle, for at vi kan undgå det hysteri, som vi havde set i andre lande
  • at opretholde og styrke kontakten til forskere og de myndigheder, der har ansvaret for bekæmpelse af aids.

Og hvad var det så der skete i de år?

I årene fra midt i 1980’erne til langt op i 2000-årene var Landsforeningens adresse i Knabrostræde i København nervecenter for en række initiativer og aktiviteter omkring hiv/aids-formation og –forebyggelse. Det byggede på få ansatte finansieret over finansloven og mange, mange frivillige, der lagde tid og kræfter i at kontakte målgruppen ”bøsser og andre mænd, der har sex med mænd”.

Blandt de større aktiviteter kan nævnes:

  • AIDS-Fondet
  • Aids-Linjen
  • AIDS-Info, Fyn
  • STOP AIDS-kampagnen (PAN-Bladet, Radio Rosa, STOP AIDS-nyhedsbrev, foldere, pjecer, Oaseprojekter, psykosocial indsats – rådgivning, besøgstjeneste, Hiv-pensionatet)
  • aids = Aquired Immune Deficiency Symdrome (erhvervet immundefekt syndrom)
  • hiv = human immundefektvirus

Landsforeningen besluttede tidligt at skrive forkortelserne ”hiv” og ”aids” med små bogstaver – lige som ”influenza” og ”influenza-virus” bliver det – da teksterne på den måde fremstod mindre dramatiske.

I mange af hiv/aids-organisationer-nes navne blev de dog skrevet med store bogstaver lige som i medi-erne generelt.

Bent Hansen, Steffen Jensen, Henning Sandau og Kurt Sandau